Tv-værtinden, sangerinden og forfatteren Annette Heick mener, at Lisbeth Markussen, moderen i DR-dokumentaren 'Børn under jorden' (se trailer i bunden af artiklen), mangler bedre råd fra sin familie.
I en klumme i BT i søndag sparker hun således til den debat, programmet har afstedkommet. Blandt andre har professor i psykologi Jørn Beckmann sagt til BT, at Lisbeth Markussens bortførelse af sine egne børn er en opfyldelse af hendes egne egoistiske behov.
Annette Heick mener, at Lisbeths forældre i stedet skulle sige: 'Lisbeth, drop dit forehavende og kom hjem!'
Hun hæfter sig ved, at eksperter og erfaringer viser, at bortførte børns oplevelser vil følge dem. Og at statistikkerne viser, at de ofte vil få psykiske problemer, som udmønter sig i kriminel eller sygeligt adfærd i voksenlivet.
"Og det er da da heller ikke svært at få øje på de oplagte spørgsmål, man må stille en kvinde som Lisbeth: Hvad skal der ske med børnene, hvis du kommer noget til? Hvad skal der ske med børnene, hvis du pludselig bliver fundet? Skal de så igen rives op med rode? ... Hvordan tror du, det påvirker børnene at miste hele deres familie og alle deres venner ... og aldrig få kendskab til deres ophav? Og hvordan skal de, såfremt de bliver bare nogenlunde normale i hovedet, kunne tilgive dig, at du stjal det vigtigste fra dem? Nemlig deres egen fri vilje. Og deres far!? skriver Annette Heick og fortsætter:
"Alle disse spørgsmål havde jeg gerne hørt rejst af forældre, søster og venner i Danmark, for hvem skal ellers råbe denne desperate kvinde op?"