Tidligere hospitalslaborant Anne Marie Kverneland kunne have været mangemillionær i dag, hvis hun ikke havde valgt at give en masse af sine penge væk.
Hun har i 14 år siddet som medarbejderrepræsentant i bestyrelsen for Novo Nordisk og har kunnet hæve et vederlag på en halv million kroner årligt oven i sin almindelige løn.
Som fem andre medarbejdervalgte medlemmer af Novozymes og Novo Nordisk bestyrelser har hun dog valgt at donere det meste af det klækkelige honorar til en velgørende fond. Efter skat får Anne Marie Kverneland ti procent af honoraret oven i lønningsposen i stedet for at skovle de 500.000 kroner ind på kontoen.
“Jeg stiller ikke op for pengenes skyld. Jeg stiller op for at få indflydelse i bestyrelsen på, hvordan det går virksomheden og medarbejderne. Ved at lade størstedelen af mit honorar gå til Honorarfonden, slipper jeg for at blive tillagt forkerte motiver for at sidde i bestyrelsen,” siger Anne Marie Kverneland til Ugebrevet A4.
Læs også: Tårnhøje vederlag presser bestyrelsesmedlemmer
Behov for beløbsgrænse
Ugebrevet A4 sætter i dag fokus på de honorarer, som ansattes repræsentanter i virksomheders bestyrelser får. En gennemgang af 17 af landets største virksomheder viser, at de i gennemsnit høster 356.000 kroner om året.
Så skyhøje gager kalder på et behov for en beløbsgrænse, mener professor Henning Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.
“Der kunne sagtens sættes en øvre grænse på 100.000 kroner for bestyrelsesarbejde, og så kunne resten af beløbet gå til en fond eller andet formål. Der mangler i den grad regler og aftaler, så vi undgår misundelsessnak og anklager mod de tillidsvalgte,” siger han til A4.
"Mere end jeg får i løn"
Anne Marie Kverneland siger til A4, at for hende betyder den velgørende fond og beslutningen om at give pengene væk, at hun kan signalere, at hun ikke sidder i bestyrelsen for at score en formue.
“Honoraret for at sidde i bestyrelsen er jo mere, end jeg får i løn. Jeg synes, det er fantastisk, at jeg med vores konstruktion med at give penge til en fond ikke hele tiden skal bevise, at det ikke er pengene, der driver mig.”