Anklaget direktør ved ikke hvordan tal endte hos konkurrent
Et tilbud på en tagterrasse fra Skou Gruppen havnede hos konkurrent. Det forstår anklaget direktør ikke.


Dansk Byggeris tidligere formand har ingen forklaring på, hvordan et tal identisk med hans uspecificerede tilbud på en tagterrasse også optrådte på konkurrenten N.H. Hansen & Søns computere.

Det fortæller den tidligere formand, Martin Skou Heidemann, torsdag ved Retten i Helsingør. Her er han anklaget for at have aftalt priser med N.H. Hansen & Søn i en af Danmarks største sager om kartelvirksomhed.

En tung del af anklagernes bevis er et regneark konfiskeret hos N.H. Hansen & Søn. Her optræder talkolonner med en pris, der er identisk med den pris, Skou Gruppen havde sendt til et projekt.

- Jeg blev meget overrasket over at se dette her ark. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det, og jeg ved ikke, hvorfor det ligger hos N.H. Hansen & Søn, siger Martin Skou Heidemann.

Han fortæller, at han, da han udarbejdede sit tilbud, både printede en version og havde en håndskreven version på ternet papir. Den version mangler i den mappe, hvori Martin Skou Heidemann har lagt alle papirer om buddet.

- Jeg kan ikke svare på, hvordan tallene er endt hos N.H. Hansen. Men papirerne lå jo frit fremme på mit skrivebord. Og det på et kontor, hvor der var et rend ud og ind.

- Det har været svende, men også leverandører, som vil være de samme mennesker, som er på kontorer hos N.H. Hansen & Søn, siger Martin Heidemann.

Sagen er en del af et større sagskompleks om kartelvirksomhed blandt byggeselskaber i Storkøbenhavn.

En stribe virksomheder har allerede betalt millionbøder, men Martin Skou Heidemann, der var formand for interesseorganisationen Dansk Byggeri, da sagen startede, nægter.

Skou Gruppen er blot en af i alt 33 virksomheder, der er blevet sigtet i sagen. 17 firmaer har valgt af acceptere bøder for samlet over 25 millioner kroner.

Fem selskaber har valgt at gå rettens vej, deriblandt altså Skou Gruppen, der er anklaget for i 2008 at have aftalt priser med selskabet N.H. Hansen & Søn.

Virksomhederne er sigtet for at have aftalt ulovlige priser på byggeprojekter til en samlet værdi af 400-500 millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.