Anklaget atletikchef vil trække sig i 21 dage
Isaac Mwangi vil træde til side, mens det undersøges, om han har forlangt penge mod at sænke dopingstraffe.


Direktøren i Det Kenyanske Atletikforbund, Isaac Mwangi, har ifølge forbundet tilbudt at træde til side i 21 dage, mens det bliver undersøgt, om der er hold i beskyldningerne mod ham.

Det skriver Reuters med udgangspunkt i et brev, som forbundet har fremvist til journalister.

De to atleter Francisca Koki og Joyce Zakari hævder, at de af atletikchefen blev bedt om at betale i alt 42.000 euro (mere end 300.000 kroner), inden der skulle falde straf i deres dopingsager.

- Wada er meget bekymret over meldingerne om afpresning og bestikkelse. Det lyder meget som det, vi erfarede gennem den uafhængige rapport om doping i international atletik, sagde Det Internationale Antidopingagenturs direktør, David Howman.

Isaac Mwangi medgiver, at han har talt med de to atleter, men afviser at have forlangt bestikkelse. Han kalder beskyldningerne "falske" og "langt ude".

I brevet til forbundet, som er dateret mandag, skriver Mwangi, at beskyldningerne har bragt ham mange mentale kvaler, og at han er ivrig efter at få sit navn renset.

De to atleter betalte ingen penge, hævder de, og blev idømt fire års karantæne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.