Anklager: Uvidenhed om loven er ingen undskyldning
Det hjælper ikke, at man ikke vidste, at et lift til flygtninge er i strid med loven, siger vicestatsadvokat.
En del danskere tog i september vandrende flygtninge med i deres bil. Nogle af bilisterne blev efterfølgende sigtet for brud på udlændingelovgivningens bestemmelser om transport af illegale indvandrere, men selv om de ikke vidste, at det var ulovligt, bør de alligevel straffes, siger vicestatsadvokat.
En del danskere tog i september vandrende flygtninge med i deres bil. Nogle af bilisterne blev efterfølgende sigtet for brud på udlændingelovgivningens bestemmelser om transport af illegale indvandrere, men selv om de ikke vidste, at det var ulovligt, bør de alligevel straffes, siger vicestatsadvokat. Foto: DALUM ASTRID/free


Flere danskere tog i september en eller flere udlændinge med i bilen, da store grupper flygtninge og migranter sås vandrende nordpå ad de danske motorveje.

Heriblandt en 41-årig østjyde, der tog tre afghanske mænd og to piger med sig fra Flensborg til Grenaa, hvor han blev anholdt for at have transporteret dem i strid med udlændingelovgivningen.

Manden vidste efter eget udsagn ikke, at det var ulovligt at give flygtningene et lift, men den uvidenhed kan ikke undskylde lovbruddet, siger vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen.

- Man kan ikke blive fritaget fra straf, fordi man ikke kender til loven. Det er ikke en undskyldende omstændighed, så det er efter min opfattelse fuldstændig irrelevant i den her sag, siger han.

Vicestatsadvokaten erkender dog, at der var nogle "særlige omstændigheder", der gjorde sig gældende i de ophedede dage i september, hvor flygtningestrømmen for alvor nåede Danmark.

- Derfor har vi også nedlagt påstand om bøde, selv om den her type sager normalt koster frihedsstraf, siger Jakob Berger Nielsen.

- Men hvis I erkender, at der er formildende omstændigheder, hvorfor så overhovedet rejse sagen?

- Det er fordi, det er domstolene, der er den dømmende magt, og det er domstolene, der skal vurdere, hvad det her skal koste. Det er ikke noget, vi vil sidde og afgøre ved skrivebordet, siger vicestatsadvokaten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.