Anklager udstiller tiltalt i terrorsag: Dømt for overgreb
Islamisten Said Mansour har en række forbrydelser bag sig, herunder et overgreb mod en 12-årig pige.


I 1988 fik dansk-marokkaneren Said Mansour sit danske statsborgerskab, men siden da har han ikke bidraget med noget godt til det danske samfund.

Det synes at være budskabet fra anklagemyndigheden i sagen mod manden, der er kendt som Boghandleren fra Brønshøj, og som mandag blev kendt skyldig i heftig propaganda for terrorisme.

Mandag eftermiddag finkæmmer anklager Anders Larsson minutiøst Mansours fortid og fremhæver argumenter for, at Østre Landsret for første gang i dansk retshistorie skal tage passet fra en lovovertræder.

For eksempel spiller det ifølge anklageren en rolle for bedømmelsen af Mansours tilhørsforhold til Danmark, at han har begået et overgreb mod en 12-årig pige.

Pigen blev udsat for blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang. Den glødende islamist greb fat i pigen på en legeplads og fik hende med sig.

Han fastholdt barnet, kyssede hende på munden og befølte hendes ene bryst. Straffen blev af Østre Landsret i 2002 takseret til tre måneders ubetinget fængsel.

Langt vigtigere for afgørelsen om Mansours danske statsborgerskab er dog dommen fra 2007, hvor Mansour blev idømt fængsel i tre år og seks måneder for støtte til terror.

I sin opremsning tager Anders Larsson alt med. En håndfuld sager om butikstyveri og en trussel mod en kvinde nævner han også.

Sam Mansour stammer fra Casablanca i Marokko, men har boet i Danmark siden 1984. Her blev han gift med en kvinde, men i dag er han i et nyt ægteskab med en dansk konvertit.

Blandt andet har Mansour arbejdet på et plejehjem, som elektriker og på en lakridsfabrik. Siden 1992 har den 55-årige ikke haft fast arbejde, fremgår det af en personundersøgelse, og siden 1994 har han hvert år modtaget kontanthjælp.

Han har fire voksne børn og et nyt på vej. Hertil kommer tre børnebørn.

I retten fastslår Mansour, at han frygter en udvisning til Marokko.

- Jeg bliver henrettet, konstaterer han om landet, der ønsker ham udleveret til retsforfølgelse.

Østre Landsret ventes at tage stilling til udvisningsspørgsmålet i den kommende uge.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.