Anklager: Tre sigtede var til stede under tredobbelt drab
I Retten på Frederiksberg fremstilles seks mænd, der er sigtet i forbindelse med tredobbelt drab sidste år.
Seks mænd er tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg, efter at de mandag blev anholdt i forbindelse med et tredobbelt drab på Frederiksberg sidste år. De er sigtet for drab og til dels medvirken til drab. Alle nægter sig skyldige.
Seks mænd er tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg, efter at de mandag blev anholdt i forbindelse med et tredobbelt drab på Frederiksberg sidste år. De er sigtet for drab og til dels medvirken til drab. Alle nægter sig skyldige. Foto: Stine Bidstrup/Polfoto


Sigtelserne mod seks mænd, der mandag blev anholdt i forbindelse med et tredobbelt drab på Frederiksberg sidste år, er tirsdag formiddag blevet læst op i Retten på Frederiksberg, hvor de er fremstillet i grundlovsforhør.

Drabet fandt sted 11. november i en lejlighed på Frederiksberg.

Af sigtelserne fremgår det, at tre af de seks mænd befandt sig i eller ved lejligheden, da det tredobbelte drab fandt sted.

De er alle seks sigtet for drab og til dels medvirken til drab. Ifølge sigtelsen har de været fælles om at forberede de tre drab ved blandt andet at skaffe to gerningsvåben, herunder en revolver.

Ifølge politiet har fem af de seks tilknytning til rockergruppen Bandidos.

Alle seks nægter sig skyldige.

Dørene til retssagen er tirsdag blevet lukket af hensyn til efterforskningen. Dermed får offentligheden ikke lejlighed til at høre de sigtedes forklaringer eller specialanklager Jacob Buch-Jepsens bevisførelse.

De seks blev anholdt lidt efter klokken 10 mandag i en stor politiaktion på Sjælland.

Ofrene for det tredobbelte drab var Philip Rasmussen på 19 år, Suhaib Jaffar på 23 år samt Mike Vinther på 24 år. De lå og sov i en lejlighed, da de blev skudt, og politiet kalder drabene for en likvidering. Det har tidligere lydt, at de var banderelaterede.

Tirsdag er der stort politiopbud ved og i Retten på Frederiksberg, og alle skal igennem et større sikkerhedstjek, før man må bevæge sig ind til retssalene.

Inden dørene blev lukket til retssal 1, hvor grundlovsforhøret finder sted, sad der cirka 30 mennesker på tilskuerpladserne. En del af dem var journalister, og omkring ti af dem var venner af de sigtede.

Én for én vil de sigtede få lejlighed til at udtale sig, hvis de vil, og anklageren vil fremlægge beviserne mod dem. Herefter vil dommeren afgøre om, og hvor længe, de skal varetægtsfængslet.

Lidt over middag har dommeren besluttet at varetægtsfængsle den første af de seks i 23 dage.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.