Anklager: Togskyder så religiøs video og bar 270 patroner
Den 25-årige mand var bevæbnet med våben, benzinflaske og mange patroner, fortæller den franske anklager.
Fransk anklager fortæller, at 25-årig gerningsmand havde betydelige mængder ammunition og en flaske benzin, da han åbnede ild i højhastighedstog mellem Amsterdam og Paris.
Fransk anklager fortæller, at 25-årig gerningsmand havde betydelige mængder ammunition og en flaske benzin, da han åbnede ild i højhastighedstog mellem Amsterdam og Paris. Foto: Francois Walschaerts/AP/AP


Den mand, som åbnede ild mod passagerer på et højhastighedstog mellem Amsterdam og Paris fredag i sidste uge, havde blandt andet 270 riffelpatroner og en flaske benzin på sig.

Det fortæller den franske anklager, Francois Molins, tirsdag på et pressemøde om gerningsmanden, den 25-årige Ayoub El Khazzani.

El Khazzani havde desuden et skydevåben og en hobbykniv på sig, da han blev overmandet af passagerer på toget.

Umiddelbart før angrebet så han ifølge anklageren en Youtube-video på sin mobiltelefon med et budskab til religiøse om at gribe til våben.

Tre personer blev såret, inden gerningsmanden blev overmandet af en amerikansk studerende og en britisk forretningsmand.

De har siden fået en æresmedalje, som Frankrigs præsident, François Hollande, overrakte mandag.

En politikilde siger til nyhedsbureauet AFP, at gerningsmanden, som er af marokkansk oprindelse, er kendt af efterretningstjenesterne.

Episoden udspandt sig nær Arras i det nordlige Frankrig kort efter klokken 18 fredag, og gerningsmanden blev anholdt, da toget standsede ved byens jernbanestation.

Frankrig har været i højeste beredskab, siden militante islamister dræbte 17 personer i og omkring Paris i januar i forbindelse med angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo.

Den franske skuespiller Jean-Hugues Anglade var blandt de sårede. Han har siden hyldet de passagerer, som stoppede Ayoub El Khazzani.

Anglade er blandt andet kendt for at have spillet en af hovedrollerne i filmen "Betty Blue" fra 1986 og fra "Nikita" fra 1990.

Belgisk politi har mandag ransaget to adresser i Bruxelles, hvor gerningsmanden menes at have boet.

Begge boliger ligger i kvarteret Sint-Jans-Molenbeek i den belgiske hovedstad.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.