Anklager tiltaler eks-kæreste for Kamilla-drab
Ifølge anklagemyndigheden kvalte en 25-årig mand sin eks-kæreste og smed liget ved motorvejstilkørsel.


Natten til den 20. juli sidste år overfaldt en nu 25-årig mand sin eks-kæreste og kvalte hende, hvorefter han skaffede liget af vejen ved at smide det ved en motorvejstilkørsel.

Det mener anklagemyndigheden, der nu har tiltalt manden for drab og usømmelig omgang med lig.

Den 21-årig Kamilla Hantusch forsvandt 19. juli på vej til sit hjem i Padborg. En massiv eftersøgning efter den unge mor til en dengang seksårig datter blev sat i værk, og spekulationerne om, hvad der var sket hende, var mange.

Efter 11 dage blev de værste anelser bekræftet, da hendes lig blev fundet ved en motorvejstilkørsel ved Kliplev.

Politiets mistanke rettede sig hurtigt mod hendes eks-kæreste, som dagen efter fundet af liget blev fremstillet i et grundlovsforhør og varetægtsfængslet.

Siden har politiet holdt kortene tæt til kroppen, og først onsdag med offentliggørelsen af anklageskriftet løftes sløret for, hvordan den unge kvinde kom af dage.

Ifølge tiltalen blev Kamilla Hantusch dræbt ved "vold mod halsen" samme aften, som hun forsvandt.

Hendes eks-kæreste er tiltalt for drab, men anklagemyndigheden har også rejst en såkaldt subsidiær tiltale, der lyder på vold med døden til følge.

Det skyldes, at han skal have haft til hensigt at dræbe hende, hvis han skal dømmes for drab. Hvis han har udsat hende for vold, men ikke ønsket at dræbe hende, kan han ikke dømmes for drab, men "kun" for vold med døden til følge.

Tiltalen for usømmelig omgang med lig skyldes, at han kørte af sted med liget og smed det ved motorvejstilkørslen.

Sagen kommer for retten 24. juni, og der ventes dom i sagen 2. juli.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.