Anklager: Politiagenter i narkosag var i kort snor
Byretten har godkendt efterforskning, hvor undercover-betjente i to år forhandlede om at smugle kokain og hash


Anklagemyndigheden har holdt et skarpt øje med en usædvanlig efterforskning, hvor politiagenter i to år forhandlede med mistænkte om at smugle kokain, amfetamin og hash.

Det fastslår senioranklager Helle B. Sørensen fra Københavns Politi ovenpå dommen forleden, hvor byretten blåstemplede aktionen - og idømte to mænd fængsel i 15 år.

Internt i politiet blev sagen døbt "Operation Alonso". Den første større lovovertrædelse skete, da en tysk og en dansk politimand i efteråret 2012 kørte 147 kilo hash i en lastvogn fra Malaga til Danmark.

Her burde politiet være stoppet op, har forsvarerne i sagen ment. Men byretten har fundet det i orden, at politiagenterne fortsatte det kriminelle samarbejde, som udviklede sig til en stribe forbrydelser.

- Vi har hele tiden tiden haft overvejelser om, hvorvidt vi forfulgte et højere formål, som kunne retfærdiggøre, at vi lod det fortsætte i stedet for at skride til anholdelser, siger senioranklager Helle B. Sørensen.

Agenterne, der kaldte sig Christian, Skipper og Den Gamle, foregav, at de kom fra et transportfirma med base i Hamburg. Sammen med de nu dømte planlagde de i detaljer flere smuglerture.

- Retten har givet os medhold i, at det var legitimt at fortsætte for at se, om andre kriminelle kunne blive afdækket, siger senioranklageren.

Anklagemyndighedens kontrol har ifølge senioranklageren været ganske tæt.

- Det har været sådan, at politiet nogle gange syntes, at vi var temmelig restriktive, oplyser Helle B. Sørensen.

Ifølge retsplejeloven må politiet ikke forøge kriminalitetens omfang. Og på et tidspunkt mente en byretsdommer, at agenterne måske havde overtrådt loven.

Nemlig da de på et møde på Hotel Koldingfjord spurgte, om der skulle være op til 500 kilo kokain på et skib fra Brasilien til Europa. Men de gik ikke over stregen, blev det forleden fastslået i dommen.

Aldrig før har politiets agenter været i sving i så lang tid. På den måde er sagen historisk.

- Det er et område uden facitlister. Man skal hele tiden stoppe op og overveje proportionerne og om, hvornår grænsen overskrides, siger senioranklageren.

Dommen er dog ikke ensbetydende med, at politiet nu i videre omfang end ellers kan bruge agenter, mener hun.

- Det vil altid være en konkret og individuel afvejning, siger Helle B. Sørensen.

De to hovedmænd i sagen, Darko Babovic og hans bekendte, der er dømt til behandling, har anket til Østre Landsret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.