Anklager: Pædofilitiltalt bagatelliserer sin egen rolle
Den 48-årige pædofilitiltalte forsøger at skrive sin egen rolle så langt ned som muligt, mener anklager.


Den tiltalte er utroværdig og prøver hele tiden at bagatellisere sin egen rolle.

Sådan siger anklager Morten Rasmussen, der fredag har indledt sin procedure i den store pædofilisag ved Retten i Randers.

Her er en 48-årig mand blandt andet tiltalt for at have krænket sin vens fire børn. Desuden er han tiltalt for besiddelse af en stor mængde børnepornografisk materiale og for at have spillet en hovedrolle i to pædofile netværk på internettet.

- Min opfattelse er, at tiltalte på alle mulige måder prøver at bagatellisere sin rolle. Han prøver at gøre sig selv til en form for offer, siger Morten Rasmussen.

Han henviser til, at den tiltalte flere gange har sagt, at han ikke spillede den hovedrolle i de to pædofile netværk, "Hoarders Hell" og "The Love Zone", som anklageren påstår.

Desuden har den 48-årige fredag forklaret, at han godt var klar over, at det var forkert og ulovligt at krænke børn. Men i de kredse, som den tiltalte var blevet en del af, var det accepteret.

Den tiltalte har også forklaret, at hans daværende kone drak så meget, at hun ikke kunne tage sig af parrets børn, som den tiltalte ifølge sin egen forklaring alene måtte tage sig af. En af drengene blev senere anbragt i familiepleje.

- Han forsøger hele tiden at skubbe skylden væk. Det var konens skyld, at et barn blev fjernet. Han siger, han kun spillede en lille rolle i de pædofile netværk. Han bagatelliserer sin egen rolle hele tiden.

- Og det giver jo god mening, for det er en alvorlig anklage, han står overfor, og derfor prøver han at skrive sin egen rolle så langt ned som muligt, siger anklageren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.