Anklager kræver otte år for millioner til PKK
To kurdiske mænd risikerer at blive udvist af Danmark. Østre Landsret træffer snart afgørelse i usædvanlig sag
To kurdiske mænd risikerer at blive udvist af Danmark. Østre Landsret træffer snart afgørelse i usædvanlig sag. Genrefoto.
To kurdiske mænd risikerer at blive udvist af Danmark. Østre Landsret træffer snart afgørelse i usædvanlig sag. Genrefoto. Foto: Kuzmafoto.com/Colourbox


To kurdiske mænd bør straffes med fængsel i otte og seks år, fordi de har indsamlet millioner af kroner til PKK, Kurdistans Arbejderparti.

Sådan lyder kravet fra anklagemyndigheden tirsdag i Østre Landsret. Her skal et nævningeting afgøre, hvordan en 75-årig pensionist og en 49-årig direktør i et transportfirma skal straffes.

Direktøren er fundet skyldig i at have kanaliseret i alt 29 millioner kroner til PKK gennem en fond. Og pensionisten, som kaldes onkel Hasan, har indsamlet 4,5 millioner kroner, fastslog landsretten i sidste uge.

- Jeg er med på, at det lyder som en hård straf, siger specialanklager Stig Fleischer i sin tale til nævninger og juridiske dommere.

Men det er netop nødvendigt, fordi man ved at indsamle penge "hjælper en terrororganisation med at kunne slå andre mennesker ihjel," lyder det.

Beløbene er store, understreger han, og der har ikke tidligere været sager om terrorfinansiering på samme niveau.

- Man tør næsten ikke tænke på, hvad 29 millioner kroner kan bruges til af en terrororganisation. Der kan finansieres mange Kalasnikov-rifler for 29 millioner, siger specialanklageren.

Lovovertrædelserne er sket for mange år siden. Direktøren var således aktiv i 2006 og 2007, mens onkel Hasan samlede ind i 2009 og 2010.

- Ja, det er noget tid siden, siger Stig Fleischer om tidsperspektivet.

- Men man kan jo ikke rejse en sag, før man får beviser, siger han om direktøren. De afgørende oplysninger fandt belgisk politi under en ransagning i 2010.

Samtidig kræver en anden anklager, at begge mænd udvises af Danmark for bestandigt.

Og det selv om pensionisten har opholdt sig i Danmark i cirka 20 år, og at direktøren kom hertil i 1978.

De seneste år har sidstnævnte dog boet i Malmø med sin familie og har pendlet til sit job i Danmark.

Sagen har kostet det offentlige millioner af kroner. 10 kurdiske mænd blev sat under tiltale, men kun to er fundet skyldige af landsretten, som tirsdag er i gang med retsmøde nummer 65.

I første omgang brugte Københavns Byret 69 retsmøder, før samtlige mænd blev frifundet.

Senere tirsdag vil de to mænds forsvarere komme med deres oplæg om, hvad sanktionen bør være. Tilhørerrækkerne er besat af kammerater og familiemedlemmer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.