Anklager: Karadzic drivkraft bag udrensning i Bosnien
Anklageren i krigsforbrydersagen mod Radovan Karadzic er færdig med sin afsluttende procedure.


Den tidligere bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic var drivkraften bag den etniske udrensning under den blodige borgerkrig i Bosnien i starten og midten af 1990'erne, der kostede 100.000 mennesker livet.

Det siger FN-anklager Alan Tieger under sin afsluttende procedure i sagen mod Karadzic ved krigsforbryderdomstolen i Haag. Sagen har varet i årevis.

- Efter hundredvis af vidneforklaringer, 80.000 sider med afskrift og 10.000 beviser er den etniske udrensning nu blevet vist frem. Og Karadzic var drivkraften, siger Alan Tieger.

Han holder også Radovan Karadzic, der i dag er 69 år, ansvarlig for belejringen af Bosniens hovedstad, Sarajevo. Belejringen stod på i 43 måneder, og 5000 civile blev dræbt.

Derudover anklages Karadzic for at være medskyldig i massakren i Srebrenica, hvor omkring 8000 muslimske mænd blev henrettet.

Gruppen Srebrenicas Mødre, der repræsenterer ofrene fra massakren i 1995, lyttede til anklagerens afsluttende procedure i et lokale udenfor retssalen.

- Vi forventer, at den kriminelle Karadzic får fængsel på livstid. At han ikke kun bliver kendt skyldig for folkedrabet i Srebrenica, men også for folkedrab i andre byer i Bosnien, siger talskvinde for Srebrenicas Mødre, Munira Subasic, til nyhedsbureauet AFP.

Radovan Karadzic blev anholdt i en bus i Serbiens hovedstad, Beograd, i juli 2008, hvor han med stort fuldskæg og briller havde taget en ny identitet som healer. Retssagen mod ham startede i oktober året efter, men det var først i marts 2010, at han endelig fremsagde sine åbningsbemærkninger.

Her sagde han blandt andet, at grusomhederne, som de bosniske serbere blev beskyldt for, var iscenesat af muslimer, og at massakren i Srebrenica var en "myte".

Anklagemyndigheden og forsvaret har hver 10 timer til deres afsluttende argumenter. Radovan Karadzic ventes ifølge nyhedsbureauet AFP selv at afslutte sit forsvar onsdag eller torsdag.

En dom i sagen ventes først i slutningen af 2015.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.