Det bør koste syv års fængsel at stjæle 130 millioner kroner fra sin arbejdsgiver, mener vicestatsanklager Hans Jakob Folker.
Mandag afgør Østre Landsret den ankesag, som anklagemyndigheden har anlagt for at få skærpet straffen til Amanda Jacobsen, der i 2012 blev dømt for at svindle sig til over 130 millioner kroner fra sin tidligere arbejdsgiver Gate Gourmet.
Ved sin procedure i ankesagen, der skal afgøre, om Amanda Jacobsen fik den rette straf ved byretten i september, lægger anklageren vægt på, at kriminaliteten var for egen vindings skyld.
- Som anklagemyndigheden ser det, handler sagen helt basalt om at ville være noget ved musikken og fyre den af. Om at gøre sig interessant i andres øjne ved at ligne en succesfuld kvinde, sagde han i sin procedure.
I byretten var flere formildende omstændigheder med til at få anklagerens oprindelige krav om fem års fængsel til at krympe til tre år og seks måneder. Men de formildende omstændigheder giver Hans Jakob Folker ikke meget for.
- Anklagemyndigheden mener, at den eneste formildende omstændighed bør være, at tiltalte har tilstået sagen, sagde han.
Derfor mener anklagemyndigheden, at straffen skal op på syv års fængsel, hvor der maksimalt kan trækkes et år fra i formildende omstændigheder på grund af beløbets størrelse og forbrydelsens karakter.
- Det var penge lige ned i lommen. Det er egoisme at bygge sig op med dyre luksusvarer og leve på en måde, som almindelige mennesker ikke har mulighed for, siger Hans Jakob Folker.
Mandag eftermiddag kommer forsvarer Hanne Rahbek med sin procedure. Hun har anket Amanda Jacobsens sag for at få de tre et halvt års fængsel sat yderligere ned.
/ritzau/