Anklage: Mobil-app udløste 1061 snydeture med rejsekort
Fem personer skal i retten, fordi de ifølge anklagen har hacket rejsekort og dermed har kunnet rejse gratis.
Københavns Byret behandler torsdag en sag om fem personers formodede svindel med rejsekort.
Københavns Byret behandler torsdag en sag om fem personers formodede svindel med rejsekort. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix


En flok svindlere har igen og igen fyldt penge på deres rejsekort - uden at betale for det.

Det mener i hvert fald anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

Tricket var angiveligt muligt takket være appen Mifare Tool Classic og resulterede i ikke mindre end 1061 gratis ture med offentlig transport på rejsekortet.

Svindlen skal være foregået fra september 2014 til august 2015. Fem personer er tiltalt i sagen, som torsdag skal for Københavns Byret.

To kvinder på henholdsvis 19 år og 51 år samt tre mænd på henholdsvis 20 år, 21 år og 51 år er involveret i den ulovlige omgang med rejsekort, lyder det.

Ifølge Ekstra Bladet er den ældste mand og de to kvinder i familie med hinanden. De er udlændinge, men bor i Søborg ved København.

De to unge mænd er familiens bekendte og er fra Sverige.

I alt 15 gange har gruppen købt rejsekort for bagefter at fylde "penge" på ganske gratis.

Hvis anklagen holder stik, er Rejsekort A/S i den forbindelse gået glip af godt 18.000 kroner.

Rejsekortene er blevet erhvervet på Københavns Hovedbanegård, Kongens Nytorv Station og Nørreport Station, fremgår det af anklageskriftet.

Ifølge Ekstra Bladet var det Rejsekort A/S, der opdagede snyderiet og anmeldte det til politiet. Selskabet kunne se i sit it-system, at flere rejsekort blev misbrugt.

Kortene blev dog ikke spærret med det samme, skriver avisen.

Dermed fik politiet mulighed for at finde frem til de formodede blinde passagerer ved hjælp af blandt andet overvågningskameraer.

Anklagemyndigheden kræver fængselsstraffe til de fem personer, og at de bliver udvist af Danmark og får forbud mod at rejse ind i landet igen.

Desuden bør seks rejsekort og fire mobiltelefoner konfiskeres, og Rejsekort A/S skal have erstatning, kræves det.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.