Svindel med moms for millioner var på dagsordenen ved Retten i Roskilde onsdag, da en omfattende svindelsag mod en mand fra Køge fortsatte.
Angiveligt skal han have oprettet en række selskaber med andres navne som direktører, mens han selv orkestrerede et system af momssvindel med blandt andet falske fakturaer som dokumentation.
Han skulle endda have misbrugt en mands identitet, mens han lå i koma på hospitalet.
Det skriver Dagbladet Køge.
- Min kone bad ham fjerne mit navn fra selskaberne, men det gjorde han ikke. Jeg har aldrig hørt om de navne, og jeg har ikke foretaget mig noget som helst som direktør, forklarede den tidligere koma-patient blandt andet.
Forsvareren forsøgte at så tvivl om sin klients involvering i sagerne ved at gentage det samme spørgsmål igen og igen, nemlig:
- Er det noget du ved eller har set, eller er det noget, du antager?
Ofte måtte vidnerne svare, at de ikke vidste, om det for eksempel var den anklagede, som havde indsat dem som direktør, men at de ikke kunne se, hvem det ellers skulle være.
Den anklagede nægter sig skyldig.