Anklage: Fængselsboss drev udryddelsesregime
Lederen af et fængsel i Rumæniens kommunisttid skal onsdag i retten tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden
Den tidligere fængselsleder Aleksandru Visinescu (billedet) skal onsdag i retten, hvor han er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden i sin tid i spidsen for et berygtet rumænsk fængsel under kommunisttiden i landet. Arkivfoto
Den tidligere fængselsleder Aleksandru Visinescu (billedet) skal onsdag i retten, hvor han er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden i sin tid i spidsen for et berygtet rumænsk fængsel under kommunisttiden i landet. Arkivfoto Foto: Vadim Ghirda/AP


Forfrosne fanger, krøblinger og traumatiserede mennesker.

Det brutale fængsel Ramnicu Sarat i kommunismens Rumænien har tragiske skæbner på samvittigheden og er kendt som "Stilhedens Fængsel".

Onsdag sidder fængslets leder fra 1956 til 1963 Aleksandru Visinescu på anklagebænken i Bukarest anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, og hvad anklageren kalder "ledelsen af et udryddelsesregime."

- I sin rolle som kommandant underlagde han de politiske fanger for betingelser, der skulle ødelægge dem fysisk ved at fratage dem lægehjælp, mad og varme. Derudover blev de udsat for mishandling, lyder det i anklageskriftet.

Mindst 14 indsatte døde under den nu 88-årige Visinescus embedstid. Mange flere blev permanent vansiret eller traumatiseret efter deres ophold i fængslet, fordi de blev holdt i isolation og ikke måtte få besøg af pårørende.

Retssagen mod den tidligere fængselsleder er et sjældent rumænsk forsøg på at gøre op med fortiden og den mishandling, der fandt sted i årtier under det kommunistiske styre i Østeuropa.

Ud over Viscinescu bliver 35 andre tidligere kommunistiske embedsmænd retsforfulgt, og sagerne er blevet sammenlignet med de såkaldte Nürnberg-processer, der efter Anden Verdenskrig gjorde retligt op med de nazistiske krigsforbrydere.

Den eneste tidligere fange, der stadig er i live, er en nu 84-årig mand. Han fortæller, at det var forbudt for fangerne at nærme sig fængslets vægge for at forhindre eventuel kommunikation mellem fangerne i morse-koder. Det var også forbudt at sidde i sin seng og at se ud af vinduet.

En enke til en tidligere fange beretter, at hendes mand var i en frygtelig tilstand, da han slap ud af fængslet.

- En vinterdag blev han tvunget til at stå med bare fødder i en spand isvand i flere timer. Denne store, stærke mand vejede ikke mere end 30 kilo og kunne knap gå, da han kom ud af fængslet, siger enken Nicoleta Eremia til AFP.

Aleksandru Visinescu afviser dog, at han har gjort noget forkert i sin tid i spidsen for fængslet.

- Jeg var ikke ansvarlig for fængslets regler. Jeg fulgte blot ordrerne fra mine chefer, siger han.

Retssagen forventes at vare i flere måneder - muligvis år. Bliver Aleksandru Visinescu dømt, risikerer fængselslederen at skulle tilbringe resten af sit liv bag tremmer.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.