Anklage: Befølte fastspændt patient på medicin
En nattevagt på psykiatriske afdelinger afviser blufærdighedskrænkelse mod to kvindelige patienter.


En 54-årig mand afviser tirsdag i Retten i Glostrup anklager om, at han skulle have krænket blufærdigheden hos to kvinder, der var indlagt på psykiatriske afdelinger, hvor han arbejdede som nattevagt.

Det ene overgreb skulle være sket mod en kvinde, der både var fastspændt og var kraftigt medicineret. Her lyder anklagen, at han skulle have stukket sin hånd ned i hendes trusser og befølt hende.

Nattevagten, der er beskyttet af navneforbud, forklarer i retten, at han godt husker, at han sad vagt hos kvinden, men han afviser at have rørt ved hende.

Overgrebet skulle have fundet sted i slutningen af 2012, men kom først til myndighedernes kendskab i november sidste år, da kvinden gik til politiet efter at have talt med sin psykolog om det.

Hun kunne også fortælle, at nattevagten havde opsøgt hende i hendes hjem nytårsaften 2012 - en uges tid efter, at hun var blevet udskrevet.

- Da spurgte jeg ham, om han havde haft hånden nede i mine trusser. Han svarede ja og fortalte, at han ikke kunne lade være, siger kvinden i retten.

Nattevagten erkender, at han var i hendes lejlighed den pågældende dag.

- Jeg var ude at løbe, da jeg mødte hende, og jeg gik med op i hendes entré, hvor jeg fik et glas vand, forklarer han.

Da politiet i november får anmeldelsen og senere henvender sig til et vikarbureau, hvor nattevagten var ansat, fortæller bureauet, at man har fået en anden henvendelse om den samme mand.

Det drejer sig om en kvinde på en anden psykiatrisk afdeling, som han ifølge tiltalen i september 2013 har taget og kysset på brysterne.

Også dette forhold nægter han sig skyldig i.

Der falder dom i sagen senere tirsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.