Anklage: Bande stjal flaskegas for 4,5 millioner kroner
Tre mænd er fængslet for omfattende tyveri af gas i Glostrup og i Odense. Tre andre mistænkte er løsladt.
Aktionen blev indledt kort efter klokken syv onsdag morgen, hvor de seks mænd i alderen 27 til 38 år blev anholdt. Tre af dem blev dog senere på dagen løsladt af politiet.
Aktionen blev indledt kort efter klokken syv onsdag morgen, hvor de seks mænd i alderen 27 til 38 år blev anholdt. Tre af dem blev dog senere på dagen løsladt af politiet. Martin Sylvest Andersen/Scanpix


Ved en storstilet aktion slog Københavns Vestegns Politi onsdag morgen til mod en gruppe mænd, der mistænkes for organiserede tyverier af gasflasker til omkring 4,5 millioner kroner.

Under aktionen blev 10 adresser i Storkøbenhavn ransaget, og seks mænd - både danskere og udlændinge - blev anholdt.

Tyverierne har fundet sted i november og december.

- De gik ud over distributører i Glostrup og i Odense, fortæller politikommissær Ole Nielsen fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

- Der er tale om voldsomme mængder, og de har haft lastbiler til at køre de mange gasflasker væk, fortsætter han.

Aktionen blev indledt kort efter klokken syv onsdag morgen, hvor de seks mænd i alderen 27 til 38 år blev anholdt. Tre af dem blev dog senere på dagen løsladt af politiet.

- Vi mener, at de har haft en mindre aktiv rolle i tyverierne, forklarer Ole Nielsen.

De sidste tre på 30, 32 og 34 år blev onsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, hvor de blev varetægtsfængslet i fire uger. Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, så det er ikke muligt at få oplyst, hvad mændene har forklaret.

Ifølge politikommissæren venter politiet ikke flere anholdelser i sagen.

- Nej, vi smed det store net ud og fik fat i dem, vi gik efter, siger han.

Der kan dog komme et efterspil for eventuelle aftagere af den stjålne gas.

- Sagen er stadig under efterforskning, og jeg kan ikke afvise, at der kan komme sigtelser for hæleri, siger Ole Nielsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.