Anklage: Ældre kvinde jog kniv i sin mand
Til maj skal en ældre kvinde for Retten i Næstved, hvor hun er anklaget for at dræbe sin 74-årige mand.
En 17 centimeter lang køkkenkniv var årsagen til at en 74-årig mand i august mistede livet. Arkivfoto.
En 17 centimeter lang køkkenkniv var årsagen til at en 74-årig mand i august mistede livet. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Flere stik i hals og bryst fra en 17 centimeter lang køkkenkniv var årsagen til, at 74-årige Ole Brandt Jørgensen i august mistede livet i sit hjem på Thit Jensens Vej i Næstved.

Ole Brandt Jørgensens 71-årige hustru er tiltalt for at have ført kniven mod sin mand, og sagen mod hende vil blive afgjort til maj ved Retten i Næstved.

I anklageskriftet fra Statsadvokaten i København fremgår det, at man vil gå efter en fængselsstraf til hustruen. Straffen for drab ligger i udgangspunktet på 12 års fængsel.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som har efterforsket sagen, har beskrevet drabet på Ole Brandt Jørgensen som en familietragedie, men hvad der nærmere ligger bag er endnu ikke kommet frem. De foreløbige retsmøder i sagen er foregået for lukkede døre.

Ved grundlovsforhøret 8. august, dagen efter drabet, kom det dog frem, at kvinden erkendte at have udøvet vold mod sin mand. Men hun nægtede sig ved den lejlighed skyldig i sigtelsen for manddrab.

Statsadvokaten har i sagens anklageskrift fremsat krav om, at kvinden skal fradømmes retten til at arve efter sin mand. Det er normal fremgangsmåde i sager om drab i ægteskabsforhold.

Sagen vil blive behandlet ved et nævningeting ved Retten i Næstved over tre dage med begyndelse 15. maj.

Ved nævningesager medvirker seks nævninge, der er almindelige borgere udpeget af retten, og tre juridiske dommere.

For at kende kvinden skyldig i tiltalen for drab skal der være et flertal på mindst fire nævninge og mindst to dommere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.