Ankersen og Rieks bringer Göteborg på mesterkurs
Både Jakob Ankersen og Søren Rieks nettede, da IFK Göteborg vandt 2-1 ude over Helsingborg i Allsvenskan.
Søren Rieks - her i Esbjerg-trøjen - scorede et afgørende mål for svenske IFK Göteborg søndag aften.
Søren Rieks - her i Esbjerg-trøjen - scorede et afgørende mål for svenske IFK Göteborg søndag aften. Foto: BONNERUP CLAUS/free


IFK Göteborg tilbageerobrede førstepladsen i den bedste svenske fodboldrække, og det var takket være to danskere, der begge kom på måltavlen.

Jakob Ankersen og Søren Rieks nettede begge, da IFK Göteborg søndag aften knebent vandt 2-1 ude over Helsingborg i Allsvenskan.

Helsingborg, som har Henrik "Henke" Larsson som cheftræner, kom foran 1-0 efter 28 minutter ved Robin Simovic, men IFK Göteborg svarede fornemt igen i anden halvleg.

Først udlignede Jakob Ankersen efter 62 minutter, og otte minutter senere stod Søren Rieks for det afgørende 2-1-mål på et langskud, hvor Helsingborg-keeper Pär Hansson fejlede fælt.

Ankersen reddede desuden en stor chance på selve målstregen efter blot fire minutter, så man må sige, at danskerne var vigtige i søndagens kamp foran 9555 tilskuere på Olympia.

Hos Helsingborg spillede danske Frederik Helstrup hele kampen i midterforsvaret, mens IFK Göteborgs tredje dansker Mads Albæk også spillede alle 90 minutter på den centrale midtbane.

Med sejren er IFK Göteborg tilbage på førstepladsen med 50 point efter 23 kampe. Forfølgerne AIK Stockholm og Norrköping har 48 point i den meget tætte topstrid i Sverige.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.