Der tages i den nuværende situation med terror i europæiske storbyer ingen risici, når forhenværende statsminister Anker Jørgensen i dag klokken 13 bisættes fra Grundtvigs Kirke på Bispebjerg i København.
Til bisættelsen er inviteret en række prominente personer, men kirken har plads til 1300 mennesker, og det forventes, at begivenheden bliver folkelig, så hvert et sæde bliver fyldt op.
- Han var dus med det danske folk. Det bliver en kirkelig og folkelig begivenhed, og sådan skal det være, siger Kjeld Holm til Ritzau. Han er tidligere biskop over Århus Stift og står efter familiens ønske for bisættelsen af Anker Jørgensen.
I følge Ekstra Bladet vil de mange folketingspolitikere og andre prominente danskere udløse et større sikkerheds-opbud ved bisættelsen. Specielt efter det seneste angreb fra terrorgruppen Islamisk Stat på en lufthavn og en metrostation i den belgiske hovedstad Bruxelles.
- Det er jo klart, at det indgår i vores overvejelse og den linje, vi lægger i forhold til sikkerheden. Her indgår det aktuelle trusselniveau i Danmark, og vi kigger specifikt på, hvad der har været den seneste tid. Det er alt sammen med i den samlede vurdering af, hvor mange resurser vi skal afsætte, siger chef for beredskabet i Københavns Politi Peter Dahl til Ekstra Bladet.
Efter bisættelsen i Grundtvigs Kirke vil familien nedsætte Anker Jørgensens urne på Vestre Kirkegård i København blandt andre socialdemokratiske koryfæer. Urnen vil blive nedsat ved siden af hans hustru, Ingrid.