Ankelskadet Højbjerg melder afbud til Olsen
Pierre-Emile Højbjerg har meldt fra til landskampene mod USA og Frankrig. Også Jores Okore er ude.
Pierre-Emile Højbjerg er ikke nok inde i tingene til at udtale sig om fodboldkonflikten, mener Daniel Agger. /ritzau/ (Lars Poulsen/POLFOTO/arkiv)
Pierre-Emile Højbjerg er ikke nok inde i tingene til at udtale sig om fodboldkonflikten, mener Daniel Agger. /ritzau/ (Lars Poulsen/POLFOTO/arkiv) Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Pierre-Emile Højbjerg er den seneste i rækken af landsholdsprofiler, der har måttet melde fra til Danmarks testkampe mod USA og Frankrig i den kommende uge.

Dansk Boldspil-Union meddeler mandag på Twitter, at Højbjerg definitivt har meldt afbud til landstræner Morten Olsen, fordi han slæber rundt på en ankelskade.

Allerede søndag aften blev det oplyst, at Højbjerg i første omgang ville blive i sin tyske klub, Augsburg, for at blive skannet. Nu har det altså vist sig, at den talentfulde midtbanespiller ikke når at blive klar til de to kampe.

Højbjergs afbud kommer efter, at Daniel Agger, Andreas Bjelland og Thomas Kahlenberg har meldt forfald i de seneste dage.

Også Jores Okore går glip af de to kampe. Aston Villa-stopperen har knæproblemer og måtte melde forfald efter en undersøgelse i England.

Morten Olsen har allerede udtaget tre ekstraspillere som følge af de mange afbud.

Søndag blev Erik Sviatchenko (FC Midtjylland) og Mathias "Zanka" Jørgensen (FC København) indkaldt, og mandag har Olsen desuden kaldt midtbanespilleren Anders Christiansen hjem fra Verona, hvor han til daglig spiller for Serie A-klubben Chievo.

Danmark møder USA i Aarhus på onsdag, mens Frankrig venter på udebane fire dage senere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.