Angry Birds-skabere fyrer 40 procent af medarbejderne
En manglende succesfuld opfølger til mobilhittet Angry Birds fører nu til stor fyringsrunde.
Angry Birds succesen er knap så flyvende. Firmaet bag de populære spilfugle må nu fyre en stor del af medarbejderstaben.
Angry Birds succesen er knap så flyvende. Firmaet bag de populære spilfugle må nu fyre en stor del af medarbejderstaben. Foto: Kimmo Mäntylä/AP


Selskabet bag det populære smartphone-spil Angry Birds, Rovio Entertainment, står til at skulle fyre 40 procent af sine medarbejdere - i alt 260 stillinger nedlægges, skriver Reuters.

Det finske firma fyrede 110 medarbejdere så sent som i oktober 2014, efter at det stod klart, at firmaet ikke formåede at skabe en succesfuld efterfølger til Angry Birds-spillet.

Nu må firmaet så skære endnu mere i medarbejderstaben, og det går ifølge Rovio Entertainment ud over alle i organisationen, med undtagelse af de medarbejdere der arbejder på en ny Angry Birds-film.

Filmen er sat til at udkomme i 2016.

- Dette er en svær beslutning. Men det står klart, at et slankere og mere adræt Rovio er nødvendigt for at bevæge sig fremad og sikre firmaet ny succes i fremtiden, siger Rovios administrerende direktør, Pekka Rantala, til Reuters.

Ifølge Pekka Rantala vil Rovio fortsat arbejde hen mod at blive et førende globalt firma inden for mobilspil.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.