Angriberløse City lukker hullet til Chelsea
Manchester City var uden angribere, men vandt 3-0 over Crystal Palace og trækker op på siden af Chelsea.
Manchester City ligger nu side om side med Chelsea i toppen af Premier League efter 3-0 over Crystal Palace.
Manchester City ligger nu side om side med Chelsea i toppen af Premier League efter 3-0 over Crystal Palace. Foto: Jon Super/AP


Hjemmeholdet fra Manchester City var uden en decideret angriber i startopstillingen, men alligevel lykkedes det mesterholdet at vinde 3-0 over Crystal Palace og dermed trække op på siden af førerholdet Chelsea i Premier League.

Efter 0-0 ved pausen lagde Manchester City et kæmpe pres fra anden halvlegs begyndelse, og efter fint forarbejde fra højre back Pablo Zabaleta kunne den spanske kantspiller David Silva bringe værterne foran 1-0 kort efter pausen.

David Silva gjorde det også til 2-0 efter en times spil efter et godt oplæg fra venstre back Aleksandar Kolarov. 10 minutter før tid scorede Yaya Touré til 3-0.

Angriberne Sergio Agüero, Stevan Jovetic og Edin Dzeko var alle ude med skader for Manchester City, der foruden manglen på angribere også skulle klare sig uden anfører og forsvarsgeneral Vincent Kompany.

Midtbanespilleren James Milner fik tjansen i front for Manchester City. Englænderen arbejdede hårdt og håbede så på, at Manchester Citys mange målfarlige midtbanespillere Yaya Touré, Samir Nasri, Jesús Navas og David Silva kunne slå til.

Taktikken lykkedes for Manchester City, som snuppede sejr nummer seks i træk i Premier League.

Lørdagens sejr bringer de regerende mestre op på 39 point for 17 kampe. Førerholdet Chelsea har ligeledes 39 point, men for 16 kampe. London-klubben skal først i aktion mandag ude mod Stoke.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.