Angribere banker FC Nordsjælland på pointtavlen
FC Nordsjælland fik sæsonens første sejr med 2-1 over AaB, hvilket sender Brøndby på sidstepladsen.
Jubel i FCN-lejren efter Bruninhos 1-0-scoring mandag aften.
Jubel i FCN-lejren efter Bruninhos 1-0-scoring mandag aften. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


FC Nordsjælland er som det 11. hold i sæsonen kommet på pointtavlen i Alka Superligasæsonen.

I sæsonens tredje kamp lykkedes det for FC Nordsjælland at slå AaB med 2-1 på hjemmebane.

Det første mål stod brasilianeren Bruninho for i første halvleg, da han flot udplacerede AaB's Nicolai Larsen, mens den unge angriber Marcus Ingvartsen lukkede kampen seks minutter før tid med en soloaktion.

Ingvartsen var 13 minutter før scoringen kommet på banen i stedet for netop Bruninho, der havde været en stor oplevelse at følge mandag aften på Farum Park.

Til sidst reducerede Kasper Risgård for AaB.

Med sejren til FCN ryger Brøndby ned på sidstepladsen i Superligaen efter en forfærdelig sæsonstart, hvor klubben er det eneste hold uden point efter de første tre spillerunder.

For FCN var sejren måske vendepunktet efter en sæsonindledning med nederlag og dårligt spil.

Mandag aften var FCN-takterne anderledes positive allerede fra kampens begyndelse, selv om holdet trak sig langt tilbage i slutningen af anden halvleg.

Midt i første halvleg viste den nyindkøbte brasilianske angriber Bruninho skarphed og overblik. Pludselig var Bruninho helt fri ud for straffesparkpletten, og kynisk hamrede han bolden i mål til 1-0.

Før pausen var den livlige brasilianer ved at blive dobbelt målscorer, men Bruninhos fornemme saksespark blev pareret til hjørnespark af Nicolai Larsen.

AaB havde sine egne muligheder for at udligne inden pausen, men nordjyderne kan prise sig lykkelige for, at dommer Jens Maaes fløjte forblev tavs i en situation, hvor Joshua John blev nedlagt ureglementeret i straffesparksfeltet.

Anden halvleg blev en rodet omgang, hvor holdene på skift sad på spillet. Først pressede hjemmeholdet på for at få lukket kampen, men siden pressede AaB hårdt på for en udligning.

Begge hold skulle få scoret efter et væld af brændte chancer. Først afsluttede Marcus Ingvartsen et flot soloangreb med at sende bolden i mål tæt op ad stolpen til 2-0.

Bedst som kampen syntes lukket, bragte Kasper Risgård lidt spænding tilbage, da han lobbede reduceringen i målet kort før kampens overtid. AaB fik dog ikke spillet sig frem til flere chancer, og hjemmeholdet vandt ganske fortjent.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.