Angreb på Fenerbahce-bus: Tyrkisk politi har anholdt to
Guvernøren i Trabzon fortæller, at politiet har beviser mod to mistænkte efter skudangreb mod spillerbus.


Tyrkisk politi har tirsdag anholdt to formodede gerningsmænd efter lørdagens skudangreb mod Fenerbahces spillerbus, hvor buschaufføren kom slemt til skade.

Den ene mistænkes for at have affyret skud mod bussen, mens den anden person har hjulpet til.

- De to mistænke er anholdt og bliver afhørt, siger Abdil Celil Oz, der er guvernør for den nordøstlige region Trabzon, til tyrkisk tv.

Politiet formoder, at den ene af mændene fulgte efter Fenerbahce-bussen, da den forlod byen Rize tæt ved Sortehavet.

Manden alarmerede på et tidspunkt en medgerningsmand, der stod klar til at åbne ild mod frontruden på bussen, da den nærmede sig lufthavnen i Trabzon.

- Der er beviser på, at den ene af dem kørte efter bussen fra Rize, mens den anden foretog det væbnede angreb.

- Derfor anholdt vi disse personer tidligt i morges, siger Abdil Celil Oz.

Ifølge nyhedsbureauet Dogan har den ene af de formodede gerningsmænd filmet skudangrebet med sin mobiltelefon. De to mistænkte har begge afvist anklagerne. Motivet til angrebet er endnu ukendt.

Mandag afslørede den offentlige anklager, at man havde tilbageholdt en person, der havde fremsat dødstrusler mod Fenerbahces spillere på internettet. Det er dog uvist, om denne person har noget med angrebet at gøre.

Fenerbahce havde netop vundet 5-1 på udebane over Caykur Rizespor i den tyrkiske liga, før angrebet fandt sted på hjemturen.

Klubben ønsker ikke at spille flere kampe, før sagen er opklaret.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.