Angreb på afrikansk ferieby: Mindst 12 meldes dræbt
Mindst 14 meldes dræbt i Elfenbenskysten. Sikkerhedsstyrker gik til modangreb og angribere "er neutraliseret".
I januar angreb ekstremister et hotel i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, og dræbte omkring 30 mennesker.
I januar angreb ekstremister et hotel i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, og dræbte omkring 30 mennesker. Foto: Reuters/Joe PenneyScanpix/arkiv


Gæster på to hoteller i en badeby i Elfenbenskysten kom søndag under angreb, da personer med relation til al-Qaeda åbnede ild på stranden i Grand-Bassam.

12 civile og to soldater er dræbt, bekræfter landets præsident.

Al-Qaeda i Nordafrika har taget skylden for angrebet, siger amerikanske Site, der overvåger ekstremistiske gruppers aktiviteter på internettet.

Sikkerhedsstyrkerne kom i ildkamp med de militante, og et par timer efter de første meldinger om angrebet lød det fra myndighederne, at "seks terrorister var neutraliseret".

Blandt de dræbte skulle være fire europæere, og det franske udenrigsministerium har oplyst, at den ene var fransk statsborger.

Øjenvidner fortæller til en række medier, at fire angribere begyndte at skyde på stranden i Grand-Bassam.

Radio France Internationale havde en journalist på stedet, Eugène Kakou, da angrebet forvandlede badeidyllen til et mareridt.

- Vi var i vandkanten, da der lød nogle knald. Folk sagde først, at det var den slags fyrværkeri, som folk kan bruge på fødselsdage. Men jeg har været i hæren, og jeg vidste straks, hvad det var, siger Kakou.

Han fortæller, at han hørte skuddene mellem klokken kvart i et og et.

Journalisten flygtede ind på et toilet, og da han kom ud igen, så han en blodig kvinde, som fortalte, at "hun havde mistet sin forlovede".

Et andet vidne optog en video under angrebet. Reuters har set videoen.

- Jeg så syv døde, som jeg filmede. Der var fire, som angreb. Jeg var ude at svømme, da det startede, og jeg løb væk, fortæller Dramane Kima til nyhedsbureauet.

Turistbyen Grand-Bassam ligger 40 kilometer øst for hovedstaden Abidjan.

Det er ikke kendt, hvem der står bag angrebet. Men radikale islamister har tidligere angrebet hoteller i Vestafrika, der er populære blandt udlændinge.

To af Elfenbenskystens nabolande er blevet ramt af blodige angreb det seneste halve år.

I januar angreb ekstremister et hotel i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, og her dræbte de omkring 30 mennesker.

I november sidste år angreb ligeledes islamister et amerikanskejet hotel i Bamako, hovedstaden i Mali, hvor de dræbte et stort antal mennesker. Det skete under et større gidseldrama på hotellet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.