Andy Schleck indstiller sin cykelkarriere
Med tårer i øjnene annoncerede Andy Schleck, at han stopper karrieren på grund af knæproblemer.
Andy Schleck annoncerede torsdag på et pressemøde, at han stopper sin professionelle karriere som cykelrytter.
Andy Schleck annoncerede torsdag på et pressemøde, at han stopper sin professionelle karriere som cykelrytter. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


Den tidligere Bjarne Riis-stjerne Andy Schleck (Trek) annoncerede torsdag, at han indstiller cykelkarrieren på grund af knæproblemer.

- Cykling er slut for for mig på professionelt plan. Jeg slutter karrieren, siger Schleck på et pressemøde i Luxembourg med tårer i øjnene.

- Jeg er blevet behandlet mange gange hos en ekspert i Basel. Nogle gange to gange om dagen.

- Jeg kan godt køre tre-fire timer, men når jeg kører hårdt og op ad, så svulmer mit knæ op. Der er ikke mere, vi kan gøre, konstaterer han.

Knæskaden opstod efter et styrt i dette års Tour de France, hvor han var i asfalten på en af løbets første etaper i Storbritannien.

Den 29-årige rytter har de senere år haft svært ved at leve op til de store resultater, han præsterede i sine år hos Riis på Team CSC frem til 2011.

I 2009 vandt han forårsklassikeren Liege-Bastogne-Liege og blev nummer to i Tour de France.

Året efter strøg han til tops i det franske etapeløb, da han blev tildelt den samlede Tour-sejr per efterkrav som følge af Alberto Contadors bøfsag.

- Selv om det skete ved skrivebordet, så vandt jeg Touren og var den bedste, siger han om 2010-sejren i Tour de France.

Den nu tidligere cykelrytter kan også se tilbage på en andenplads i Giro d'Italia i 2007 og en etapesejr op ad Galibier i 2011-udgaven af Touren.

- Det eneste jeg mangler er en olympisk medalje. I Beijing blev jeg nummer fire, siger Schleck.

Sportsdirektør hos Trek, Kim Andersen, har været en tro følgesvend for Andy Schleck i størstedelen af karrieren. Andersen deltog også i torsdagens pressemøde.

- Vi vil savne ham meget. Han og hans familie kan være stolte af, hvad han præsteret. Vi vil altid huske det.

- Han stopper tidligere, end vi havde regnet med. Men sådan er det nogle gange. Han har gjort det godt i sine 10 år som professionel, siger Kim Andersen.

Schleck kørte for Bjarne Riis og Team CSC frem til 2011, hvor han skiftede til Trek.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.