Andy Murray gør det af med australsk bad boy
Første runde blev sidste stop i US Open for Nick Kyrgios, der tabte i fire sæt til Andy Murray.
Andy Murray er videre til anden runde af US Open. Arkivfoto
Andy Murray er videre til anden runde af US Open. Arkivfoto Foto: John Minchillo/AP


Underholdende eller upassende.

Nick Kyrgios er en person, der deler vandene, men den seneste tids heftige kritik af den australske tennisspiller fik ham ikke til at ændre stil i tirsdagens opgør i US Open mod briten Andy Murray.

Murray tog sejren, men det var i høj grad kontroversielle Kyrgios, der løb med opmærksomheden i første runde-opgøret, som tredjeseedede Murray vandt 7-5, 6-3, 4-6, 6-1.

Fra begyndelsen af kampen talte Kyrgios højt til både sig selv, dommeren og tilskuerne - og det var ofte ikke pæne australske gloser, der røg ud. I kamppauserne tiltrak han sig opmærksomheden ved at falde helt tilbage i sin stol og lukke øjnene, som om han sov.

I forhold til selve spillet vil Kyrgios formentlig være skuffet over ikke at have udnyttet flere end tre af de 14 breakbolde, som han spillede sig frem til, og at han begik for mange uprovokerede fejl.

Omvendt spillede Murray stabilt mod den uforudsigelige, 20-årige australier.

Stanislas Wawrinka, som netop Nick Kyrgios blev straffet for at snakke grimt til under en kamp for få uger siden, spillede sig tirsdag ligesom Murray videre til anden runde.

Schweizeren slog tidligere på dagen spanske Albert Ramos-Vinoles i tre sæt.

Mens Murray møder franskmanden Adrian Mannarino i næste runde, skal Wawrinka op mod Chung Hyeon fra Sydkorea.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.