Andreas med hovedet nedad: Fantastisk udsigt fra rummet
På en direkte forbindelse fortæller den danske astronaut om udsigten fra rummet, 400 kilometer fra Jorden.
Den danske astronaut Andreas Mogensen har iført sig Danmarks landsholdstrøje på det første billede, han har tweetet fra Den Internationale Rumstation. Billedet blev sendt ud lørdag aften.
Den danske astronaut Andreas Mogensen har iført sig Danmarks landsholdstrøje på det første billede, han har tweetet fra Den Internationale Rumstation. Billedet blev sendt ud lørdag aften. Foto: Andreas Mogensens Twitter-konto/free


Det er en helt enestående oplevelse at se ned på Jorden, men der er ikke meget tid til at nyde udsigten mellem arbejdsopgaverne, siger den danske astronaut Andreas Mogensen, som svar på et spørgsmål fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Danmarks Radios tv har i et program sat astronauten stævne, hvor han gennem en direkte forbindelse taler med statsministeren og to skoleelever, som har vundet en konkurrence med det formål at finde på forsøg, som skal udføres i rummet.

- Jeg har heldigvis haft, ikke meget, men lidt tid. Hver gang jeg har tid mellem arbejdsopgaver (ser han ned på jorden red.), siger han gennem en noget ustabil forbindelse fra Den Internationale Rumstation, ISS, til DR.

- Det er et fantastisk sted at sidde og kigge ned på Jorden. Med de syv vinduer, der er, kan man se ned på hele Jorden.

- Det er meget svært at beskrive, siger Andreas Mogensen, som på de direkte billeder svæver rundt i vægtløs tilstand iklædt en sort polotrøje med Dannebrog som baggrund.

Andreas Mogensen befinder sig på Den Internationale Rumstation, hvor han på otte dage skal udføre en række forsøg, som skal gøre forskere klogere på en række ting.

- Det er et unikt laboratorium, hvor vi kan lave spændende forskning. Jeg har været rigtig, rigtig glad for at være heroppe. Det har levet op til mine forventninger, siger Andreas Mogensen fra rummet.

Laura på ti år har på Lars Løkke Rasmussens facebookside spurgt ind til, hvordan det var at blive sendt af sted i rumkapslen Sojus. Det spørgsmål videreformidler statsministeren.

- Jeg vil ikke sige, at jeg var bange, men jeg havde helt sikkert en følelse af at have mistet kontrollen lidt.

- I de ni minutter raketterne flyver, har vi ingen mulighed for at overtage styringen, vi kan bare holde fast, så godt vi kan, og vente på, at raketterne bliver slukket efter ni minutter.

- På en rutsjebanetur har man en fornemmelse for fart, man kan mærke vinden blæse, og omgivelserne suse forbi, siger han, inden forbindelsen bliver afbrudt, hvorefter den senere bliver genoptaget.

- Sojus er meget, meget lille, så det var en lidt hård tur herop, siger han, mens han endnu engang snurrer en dannebrogsfarvet hoptimist - en lille fjedrende hoppefigur - rundt i luften som bevis på, at han befinder sig i rummet i vægtløs tilstand.

Som afslutning på interviewet laver astronauten en halv kolbøtte og sætter sig på loftet af rumstationen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.