Andreas Cornelius kan få comeback i topkamp mod FCM
Ståle Solbakken fortæller, at Andreas Cornelius udtages til FC Københavns fredagskamp mod FC Midtjylland.
Andreas Cornelius kan få comeback mod FC Midtjylland.
Andreas Cornelius kan få comeback mod FC Midtjylland. Foto: OLUFSON JONAS/OLUFSON JONAS


Fredagens topkamp i Alka Superligaen mellem FC Midtjylland og FC København i Herning kan få et overraskende indslag.

Onsdag bekræfter FC Københavns træner, Ståle Solbakken, over for Jyllands-Posten, at angriberen vil blive udtaget til truppen og dermed kan få lyncomeback ovenpå sin alvorlige skade.

- Jeg tror ikke, at han kan være i startopstillingen på fredag.

- Han har trænet fuldt med i ti dage, og han har spillet 60 minutter for reserverne, så han kan maksimalt få 10-15 minutter, siger Ståle Solbakken.

Nordmanden hentyder til, at Cornelius mandag fik kamptræning, da FCK's reserver tabte til Brøndbys ditto.

Cornelius brækkede anklen i en kamp mod Silkeborg 13. april, og det var forventet, at han mindst ville være ukampdygtig i et halvt år.

Men en vellykket operation og genoptræningsforløb har gjort angriberen klar tidligere end forventet.

Fredagens kamp mellem de to forventede topkandidater til DM-titlen begynder klokken 18. Inden opgøret har FCM 12 point for fire kampe, mens FCK har syv point for tre spillede kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.