Andreas Christensen er årets fodboldtalent 2015
Andreas Christensen træder i talentfodsporene på Christian Eriksen, Pierre-Emile Højbjerg og Jores Okore.
Andreas Christensen kan nu kalde sig årets talent 2015 - kåret af Spillerforeningen.
Andreas Christensen kan nu kalde sig årets talent 2015 - kåret af Spillerforeningen. Foto: Sebastian Konopka/free


Den unge danske forsvarsspiller Andreas Christensen har i løbet af 2015 været en del af det succesfulde U21-landshold og tilkæmpet sig en nøglerolle hos Borussia Mönchengladbach.

Det er nogle af grundene til, at Andreas Christensen kan kalde sig årets talent 2015 - kåret af Spillerforeningen.

Andreas Christensen har på trods af sine kun 19 år allerede prøvet en del i sin fodboldkarriere.

Han skiftede i en tidlig alder fra Brøndby til Chelsea, hvor han flere gange bankede på til førsteholdet, men lod sig i sommer udleje til tyske Mönchengladbach, hvor han har haft succes i efteråret.

- Hans potentiale er kæmpestort. Han bliver fremtidens omdrejningspunkt på det danske landshold. Det tør jeg godt sige allerede nu. Om det bliver om et år eller tre år, er svært at sige, for konkurrencen er hård.

- Men ingen tvivl om, at pladsen bliver hans på et tidspunkt, siger Jess Thorup, tidligere U21-landsholdstræner og nuværende cheftræner i FC Midtjylland.

Siden 1999 har Spillerforeningen kåret årets talent. Den prestigefyldte titel uddeles en gang om året til den mest lovende danske spiller i den danske liga eller udlandet, som er under 22 år på afstemningstidspunktet.

De seneste fem vindere af talentprisen er:

2014: Pierre-Emile Højbjerg

2013: Pierre-Emile Højbjerg

2012: Jores Okore

2011: Christian Eriksen

2010: Christian Eriksen

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.