Anders Samuelsen ryster på hovedet over de mange voldsomme og vrede udbrud, som lige nu kommer fra fagbosser og politikere, fordi han i et interview med Ugebrevet A4 sætter spørgsmålstegn ved omfanget af social dumping.
- Debatten er præget af automatreaktioner, og det er nærmest skandaløst. Fire eller fem faglige ledere har kastet sig frådende over mig. Jeg synes, det er dybt pinligt, siger Liberal Alliances formand til Avisen.dk.
Anders Samuelsen er havnet i en form for shitstorm, efter at han i dag sætter spørgsmålstegn ved omfanget af social dumping. Fagforeningsformænd fra 3F, FOA og HK beskylder Liberal Alliances formand for at leve på en anden planet og ikke kende arbejdsmarkedet. Og blandt andet Socialdemokraternes politiske ordfører Nicolai Wammen mener, at Anders Samuelsen lever på månen.
Ulovligt arbejde skal stoppes
- Jeg siger jo ikke, at det er i orden, at folk arbejder ulovligt. Faktisk siger jeg udtrykkeligt, at jeg er imod, at folk ikke arbejder efter bogen. Selvfølgelig findes der folk, der arbejder ulovligt indenfor nogle brancher, og det skal stoppes, fastslår han.
- Men vi skal lade være med at lade som om, at social dumping er et vildt udbredt fænomen på det danske arbejdsmarked, for det er det ikke! Vi har et velreguleret dansk arbejdsmarked, og derfor skal vi tale om, hvordan Danmark klarer sig i fremtiden. Og vi klarer os ikke, hvis vi bliver ved med at flytte arbejdspladser ud af landet, fordi skatten på arbejde er så høj, at danske lønmodtagere ikke kan konkurrere, siger han.
Men hverken fagbevægelse eller Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF ønsker i følge Anders Samuelsen at tage den saglige debat. Istedet bliver det mudderkastning, og det beklager han.
Anders Samuelsen mener, at fagbevægelsen har et medansvar for, at vi mister arbejdspladser, fordi vi ikke er konkurrencedygtige.
- Jeg taler ikke om at sænke nogle lønninger, men jeg taler om at sætte skatten ned og dæmpe lønudviklingen og samtidig sikre folk en højere nettoløn. Det vil betyde, at arbejdsgiverne bedre kan konkurrere og derfor ikke flytter til udlandet. Det vil give flere arbejdspladser herhjemme, siger han.
3F overdriver social dumping
Når fagbevægelsen fremturer med hårde beskyldninger mod Anders Samuelsen, ryster han bare på hovedet. Han henviser til en rapport fra Arbejdstilsynet og Rigspolitiet, som Fagbladet i 3F offentliggjorde i april 2015.
- Tallene fortæller, at der kun er fem–ti anmeldelser pr. 100.000 borgere om ulovlige udenlandske firmaer. Det er altså ikke på hver anden danske arbejdsplads, at der foregår social dumping. Fagbevægelsen overdriver omfanget, siger han.
Han bryder sig heller ikke om, at SF-leder Pia Olsen Dyhr forsøger at skabe et billede af, at alle folk på sydfynske gartnerier arbejder til 15 kroner i timen.
Ny Fattig-Karina
- Jamen, hold nu op! Hvis der findes et eneste eksempel på det, skal det stoppes. Men det passer jo ikke. Det er helt sindssygt, det minder om sagen med fattig-Karina, og heller ikke der kunne SF finde et konkret eksempel, siger han.
- Jeg har ikke noget imod fagbevægelsen og Pia Olsen Dyhr, men de skal lade være med at bilde danskerne ind, at den måde, de nu reagerer på, redder noget som helst. Man prøver at skabe et billede af, at jeg går ind for at lønmodtagere skal arbejde til 15 kroner i timen. Selvfølgelig gør jeg da ikke det, siger Anders Samuelsen.
Han langer ud efter den dobbeltmoral, som præger fagforeningernes topfolk.
- Jeg synes, at nogen skal begynde at se sig selv i spejlet. Fagforeningslederne sidder og tweeter fra en computer, der er produceret et sted i Asien til billige penge og ikke i Struer. De er jo selv med til at understøtte social dumping, hvis det altså findes, med de valg, de træffer hver eneste dag. De tweeter på en Apple computer i stedet for en computer, der kunne være produceret i for eksempel Horsens, fastslår han.
Fagbevægelsen sin egen værste fjende
Han mener, at fagbevægelsen er med til at undergrave både sig selv og det danske arbejdsmarked ved ikke at deltage i en konstruktiv og saglig debat om fremtidens arbejdspladser.
- Fagbevægelsen er sin egen værste fjende, og det kan mange lønmodtagerne se, og derfor melder de sig ud. Enhver ispindeforhandler i Horsens, hvis han solgte færre is, ville spørge sig selv, hvorfor gør jeg det. Det burde fagbevægelsen også gøre – for de sælger færre og færre medlemskaber, fordi de ikke taler om hvordan vi fastholder danske arbejdspladser på et globalt marked, siger han.