Andenpilot fløj styrtet AirAsia-fly
Data fra styrtet flys sorte bokse giver angiveligt et ret klart billede af, hvad der skete op til ulykke.
Det styrtede AirAsia-fly blev fløjet af andenpiloten, da ulyken skete.
Det styrtede AirAsia-fly blev fløjet af andenpiloten, da ulyken skete. Foto: Achmad Ibrahim/AP


Det passagerfly fra AirAsia, der i december styrtede ned på vej fra Indonesien til Singapore, blev fløjet af andenpiloten, da ulykken skete.

Det oplyser chefefterforsker fra Indonesiens nationale transportsikkerhedskomité, Mardjono Siswosuwarno, der samtidig siger, at data fra flyets sorte bokse giver et ret klart billede af, hvad der skete, inden flyet styrtede ned.

- Den næstkommanderende fløj flyet, siger Mardjono Siswosuwarno på et pressemøde.

Efterforskerne har tidligere slået fast, at der ikke er noget, der tyder på, at flyet styrtede som følge af en terrorhandling.

I stedet er det kommet frem, at flyet steg langt hurtigere end normalt i de sidste minutter, det var i luften 28. december, inden det stallede og styrtede i Javahavet ud for Indonesien.

Ifølge chefefterforskeren fejlede flyet ikke noget, da det lettede fra Surabaya i Indonesien, og alle besætningsmedlemmer var uddannet korrekt og havde de nødvendige tilladelser.

- De sorte bokse har givet os et ret klart billede af, hvad der skete, fortæller Mardjono Siswosuwarno.

Det står ikke umiddelbart klart, hvorfor andenpiloten styrede flyet, da ulykken skete.

Det er kendt, at kaptajnen to gange bad om tilladelse til at flyve højere end normalt for at undgå uvejr i området. Det blev dog afvist af myndighederne.

Ingen af de 162 passagerer overlevede ulykken.

Indonesien har onsdag overdraget de foreløbige resultater af undersøgelsen af styrtet til Den Internationale Organisation for Civil Luftfart (Icao).

Først når en endelig rapport er klar, vil den blive offentliggjort.

Det vil ifølge indoneserne tage mindst seks-syv måneder, før rapporten er færdig.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.