Analytikers hårde dom: Novo står over for en helt ny virkelighed
Novo Nordisk har i dagens regnskab taget højde for en ny markedssituation i USA, siger Sydbank-analytiker.
Novo Nordisk skal sætte sin lid til, at man også fremover kan sende nye, innovative præparater på gaden, hvis man skal fastholde sine finansielle mål.
Novo Nordisk skal sætte sin lid til, at man også fremover kan sende nye, innovative præparater på gaden, hvis man skal fastholde sine finansielle mål. Foto: Pool/Reuters


Når Novo Nordisk-aktien falder i omegnen af 14 procent i fredagens handel, er det ifølge Sydbanks aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen en naturlig reaktion på regnskabet for tredje kvartal.

Her har selskabets ledelse meldt ud, at man fremover forventer halvt så stor indtjeningsvækst som hidtil antaget.

- Novo står over for en helt anden virkelighed, end man har befundet sig i tidligere.

- Man har været vant til en indtjeningsvækst på 15 procent, som blev justeret ned til 10 procent tilbage i februar, og nu er forventninger så røget yderligere ned med fem procent.

- Aktiekursen afspejler troen på den fremtidige indtjening, og så skal prisen på aktien jo ned, siger Søren Løntoft Hansen.

Det er ifølge analytikeren blandt andet udløbet af patentet på insulinpræparatet Lantus fra konkurrenten Sanofi, der er skyld i den øgede konkurrence på insulinmarkedet.

Han er dog ikke bekymret for Novos markedsposition på sigt.

Ikke kun fordi konkurrenterne oplever samme prispres, men også fordi antallet af diabetikere verden over fortsat vokser.

Samtidig har Novos forskningsafdeling flere nye produkter på vej.

I den forbindelse betyder det mindre, at selskabet har besluttet at stoppe forskning i insulin i tabletform.

- Det har mere været en forskningsmæssig bedrift, end det har været et kommercielt potentiale.

- Som insulinbruger er du ofte meget afhængig af meget specifikke doser afhængigt af fødeindtag og fysisk aktivitet. Og det er måske svært at forestille sig, at tabletter kan doseres så præcist.

- Der er Novo nok nået frem til, at man allerede har nye præparater på vej, som dækker behovet ind, siger Søren Løntoft Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.