Analytiker: SAS holder sig inde i kampen med overskud
SAS' spareplaner hjælper overskud på vej. Regnskab for selskabet vidner om et benhårdt marked.
SAS holder sig inde i kampen med sit overskud i tredje kvartal, vurderer Jacob Pedersen.
SAS holder sig inde i kampen med sit overskud i tredje kvartal, vurderer Jacob Pedersen. Foto: Colourbox/Free


Det er langt fra flødeskum og fest, der præger markedet for luftfart. Det mærker man hos SAS, der kun lige holder fast på trods af en stor gevinst fra faldende brændstofpriser.

Selskabet bibeholder dog sin plads på markedet, der lider under benhård konkurrence fra nye, strømlignede lavprisaktører.

- Det ser udmærket ud, og SAS leverer det, der skal. Så det er fornuftigt nok, siger SAS-analytiker ved Sydbank Jackob Pedersen.

I sommerkvartalet i SAS' regnskab omsatte selskabet for 11,1 milliarder svenske kroner og lavede et resultat før skat og engangsposter på 1 milliard svenske kroner, kun et nøk over samme periode sidste år.

- Indtjeningen er den samme i et kvartal, hvor SAS har sparet 600 millioner svenske kroner på brændstoffet. Der kunne man godt have håbet på, at de havde leveret en fremgang.

- Faldende billetpriser spiller en stor rolle i det billede. Der er hårdere pres på billetterne, end der har været i en lang periode, siger Jacob Pedersen.

Det er dog ikke nyt, at markedet for luftfart er presset. SAS har da også de sidste otte år gennemført den ene store spareplan efter den anden.

Den nuværende skal hente 2,1 milliarder svenske kroner i perioden 2015 til 2018. I år skal der findes 700 millioner svenske, hvoraf 500 millioner er fundet i de første ni måneder.

- De følger planen. Dermed er de bedre rustet i overlevelseskampen, end de har været meget længe, siger Jacob Pedersen.

Det er ikke en dårlig ting at være, for der er ikke noget, der tyder på, at markedet bliver sjovere inden for den overskuelige fremtid.

- Det er et hårdt marked. Tilnærmelsesvis brutalt. Og det vil det være i mange år fremover.

- Konkurrencen fra Norwegian er der stadig, og lige så snart, SAS begynder at vise en vækst i indtjening, så vil andre komme til, afslutter analytikeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.