Analytiker: Millionsvindel koster investortillid i GN
Det koster tillid og kursfald, at der er dukket regnskabssvindel for 150 millioner kroner op hos GN Resound.


Det koster tillid fra investorerne, at der er dukket en spektakulær sag om regnskabssvindel op i høreapparatvirksomheden GN Resound - et datterselskab hos GN Store Nord.

- Det er virkelig ærgerligt for selskabet, som har en kedelig historik med, at der dukker uventede engangsomkostninger op, siger senioranalytiker Morten Imsgard fra Sydbank til Ritzau Finans ovenpå regnskabet for andet kvartal fra GN Store Nord.

- Det gør ondt på tilliden i markedet, at der nu igen dukker sådan en ting op i en forretning, der ellers er en meget stor succeshistorie i øjeblikket. Det er brandærgerligt for GN, at der endnu engang dukker sådan en ting op, konstaterer Morten Imsgard.

En højt placeret ansat - en nu tidligere finanschef i Beltone-netværket - er ifølge selskabet blevet taget i at fifle med regnskaber over tre år, hvor han har lavet fiktive regnskabstransaktioner med øget omsætning og falske aktiver.

Sagen med regnskabssvindel, der er foregået i perioden 2012-2014, koster GN ReSound 150 millioner kroner i andet kvartal 2015, oplyses det i forbindelse med kvartalsregnskabet.

Samtidig klarede GN Store Nord sig dårligere end analytikerne ventede i andet kvartal, og investorernes reaktion falder prompte. Selskabets aktier fik tæsk på fondsbørsen i København torsdag morgen.

Aktien falder med ni procent til 128,20 kroner efter knap 10 minutters handel. Det er det laveste niveau siden januar.

GN Store Nord fik en omsætning på 2035 millioner kroner og et driftsresultat på 311 millioner kroner i andet kvartal mod henholdsvis 1806 millioner kroner og 302 millioner kroner på de to poster i andet kvartal sidste år.

Til sammenligning ventede analytikerne en omsætning på 2120 millioner kroner og et driftsresultat på 363 millioner kroner ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.