Analytiker: Frygt for Assads fald får Moskva til at handle
Det er interessant, at USA og EU-lande ikke farer ud og fordømmer russernes skridt i Syrien, mener analytiker.
Ruslands præsident, Vladimir Putin (t.h.) har efter anmodning fra Syriens præsident, Bashar al-Assad, fået formel opbakning til at kunne sende russisk militær i aktion i Syrien. Assads anmodning er udtryk for, at det syriske regime er tæt på sammenbrud, siger dansk militærekspert. (Arkivfoto).
Ruslands præsident, Vladimir Putin (t.h.) har efter anmodning fra Syriens præsident, Bashar al-Assad, fået formel opbakning til at kunne sende russisk militær i aktion i Syrien. Assads anmodning er udtryk for, at det syriske regime er tæt på sammenbrud, siger dansk militærekspert. (Arkivfoto). Foto: Mikhail Klimentyev/AP


Ruslands nye rolle i Syrien, der onsdag blev understreget i Moskva med en beslutning om, at landets væbnede styrker kan sendes på opgaver i Syrien, er udtryk for, at det syriske regime med præsident Bashar al-Assad er tæt på et sammenbrud.

Det siger orlogskaptajn Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiets Institut for Strategi til Ritzau.

- De syriske regeringsstyrker har ikke megen kampkraft tilbage. Hverken Rusland eller Iran er interesseret i at se Assad-regimets sammenbrud, og det er baggrunden for den nye udvikling, vi ser, siger han.

Nordby fremhæver, at der er åbnet nye muligheder for vigtige diplomatiske kompromiser i forbindelse med konflikten:

- Det er interessant, at vi ikke ser USA eller de store EU-lande fare ud og fordømme de russiske skridt, som er et forsvar for Assad, der har flere liv på samvittigheden end Islamisk Stat.

- Meget tyder på, at der trods alt er en vis kompromisvilje i forhold til Moskva, pointerer han og fortsætter:

- Det står klart, at Assad må væk, og det vil formentlig ske, men han vil næppe blive retsforfulgt ved en krigsforbryderdomstol. Måske vil han få eksil i et andet arabisk land. Det er samtidig sandsynligt, at der vil ske en opsplitning af Syrien, så Assads tilhængere og alawitterne, som er det mindretal, Assad-klanen tilhører, vil få deres egen del.

Johannes Riber Nordby mener, at Assad-regimet nu bliver styrket af især nye russiske våben, militær rådgivning og russiske luftangreb. Han mener ikke, at der er fare for, at russere kan komme i kamp med moderate syriske oprørere, der støttes af Vesten.

- Disse oprørsgrupper er så svage, at de ikke er nogen faktor i den øjeblikkelige situation. Russernes indsats er vendt mod jihadister især i Islamisk Stat og al-Nusra Fronten, siger Nordby og påpeger, at de amerikanskledede bombardementer af Islamisk Stat i Syrien og Irak er blevet stærkt optrappet i den seneste tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.