Analytiker: Cimber-køb kan give SAS overskud
Med købet af Cimber kan SAS lette noget af omkostningspresset via nyt datterselskab, vurderer analytiker.
SAS aflægger kvartalsregnskab den 18. december, hvor selskabet har varslet en ny sparerunde. Arkivfoto.
SAS aflægger kvartalsregnskab den 18. december, hvor selskabet har varslet en ny sparerunde. Arkivfoto. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Med købet af Cimber har SAS taget et stort skridt mod at oprette et datterselskab, som kan lette omkostningerne for det pressede luftfartsselskab. Det vurderer senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

- Det er skelsættende, at SAS køber sig ind i et flyselskab, hvor man har mulighed for at starte op med en helt ren tavle, for eksempel med en ny type overenskomst, hvor omkostningerne er lavere, siger han.

Han mener, at det mest logiske vil være, at SAS bruger ejerskabet af Cimber til at skabe en platform med væsentligt lavere omkostninger, som kan betjene en del af selskabets ruter.

- Der kan man så lægge en del af den trafik over, hvor man har svært ved at tjene penge i dag, blandt andet fordi nogle af konkurrenterne benytter nogle af disse finurlige kontraktansættelser. Det presser altså SAS, siger Jacob Pedersen.

- Om det bliver et lavprisselskab, må tiden vise. Men det vil i hvert fald være en stor mulighed for SAS for at skabe en stærk indtjeningsmæssig platform, siger Jacob Pedersen.

Men udsigten til, at en del af de ansatte i SAS formentlig kommer til at arbejde under dårligere vilkår, vil sandsynligvis føre til splid mellem ledelsen og de ansatte, vurderer Jacob Pedersen.

- SAS kan sænke omkostningerne, men der er heller ingen tvivl om, at det vil møde en modstand hos medarbejdergrupperne, som vil overstige den meget store tolerance og ikke strejke-kultur, som medarbejderne har vist igennem mange år, siger han.

Flere af de andre store ruteselskaber i Europa barsler med at bruge lavprisdatterselskaber til flyvninger, som man i dag har svært ved at tjene penge på. Det er primært på de korte distancer, siger Jacob Pedersen.

Men det er ofte en svær proces, som blandt andet giver problemer med piloter og kabinepersonales fagforeninger.

- Det giver vældigt meget knas i Luftthansa og Air France i øjeblikket, fordi medarbejderne godt kan se, at de medarbejdere, der er på selskabets almindelige overenskomster, kommer til at flyve mindre og mindre, siger senioranalytikeren.

- Væksten kommer til at ligge hos det selskab, som flyver lavprisruterne, tilføjer han.

SAS aflægger regnskab den 18. december, hvor selskabet har varslet en ny sparerunde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.