Analytiker: B&O sælger måske videre
Bang & Olufsen har fået en god pris for sin ene forretning. Men det vækker undren, hvorfor salget stoppede der.
Bang & Olufsen har fået en god pris for sin ene forretning, og analytiker siger, det kan tyde på, at flere frasalg kommer på tale.
Bang & Olufsen har fået en god pris for sin ene forretning, og analytiker siger, det kan tyde på, at flere frasalg kommer på tale. Foto: SIMON FALS/POLFOTO


Det er en rigtig god handel, som Bang & Olufsen har gjort med salget af sin Automotive-division, og salget indikerer umiddelbart et bedre marked, end man tidligere havde regnet med hos Alm. Brand Markets.

Og det kan varsle, at der kan komme flere salg på tale, vurderer Jesper Christensen, der er analytiker hos Alm. Brand Markets. Men det afhænger af, hvor god en pris B&O kan få for den resterende del af forretningen.

- Det virker usandsynligt, at man af egen kraft vil kunne skabe så meget værdi i den eksisterende forretning, som hvis man kunne sælge den til samme multipler, som Automotive er solgt til, siger analytikeren til Ritzau Finans.

Dermed refererer han til købsprisen i forhold til indtjeningen i de enkelte divisioner.

- Det viser, at det måske ikke giver mening at drive forretningen videre for andet end at holde den i live, indtil man kan sælge.

- Man bør i hvert fald stille sig spørgsmålet om, hvorfor man driver den videre, hvis det er muligt at sælge til den pris, siger Jesper Christensen.

Der ligger dog et væsentligt "men" i, at amerikanske Harman, der har købt Automotive-divisionen, valgte ikke at købe resten af forretningen, idet selskabet også er aktiv på de andre markeder, pointerer analytikeren.

- Det, at de stopper her, kunne jo indikere, at der ikke er den helt store efterspørgsel på den resterende del, siger Jesper Christensen.

Et af de andre forretningsben, som tv- og radioproducenten har, er Icepower-divisionen, der beskæftiger sig med udvikling, produktion og salg af digitale forstærkerenheder.

I forbindelse med salget af Automotive-forretningen oplyser Bang & Olufsen, at selskabet har valgt at undersøge "de fremtidige ejerskabsmuligheder for Icepower-forretningen."

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.