Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen stod en af sine knapt så gode kampe, da hans hold, Anaheim Ducks, natten til tirsdag spillede sig nærmere NHL-finalen med en 5-4-sejr over Chicago Blackhawks.
Frederik Andersen har fået masser af ros gennem hele NHL-slutspillet, men i den femte semifinale mellem Anaheim og Chicago lavede han et par kostbare fejl, der resulterede i mål.
Anaheims cheftræner, Bruce Boudreau, bærer dog over med 25-årige Andersen, der har opbygget en del kredit.
- Han har spillet så mange gode kampe i træk, og han har ofte reddet os.
- Han lukkede et par uheldige mål ind i dag, og Freddie (Frederik Andersen) vil være den første til at indrømme, at han skulle have taget dem, siger Bruce Boudreau til klubbens hjemmeside.
Stillingen efter de tre perioder var 4-4, og derfor skulle opgøret afgøres i overtid. Her scorede Matt Beleskey til 5-4 for Anaheim Ducks efter 45 sekunder.
Anaheim-træner Bruce Boudreau glæder sig over, at Frederik Andersens fejl ikke fik konsekvenser.
- Det var på tide, at det var os, der reddede ham.
- Han vil være tilbage i sit normale jeg om to dage. Det var godt at se, at vi andre kunne hjælpe ham en smule i tilfælde af, at han har en dårlig dag, siger Bruce Boudreau.
Anaheim Ducks fører semifinale-serien 3-2 over Chicago Blackhawks. Tampa Bay Lightning fører 3-2 over New York Rangers i den anden semifinale.
/ritzau/