Amok-salg: iPhone 6s slår alle rekorder
Apple har solgt 13 millioner af den nye iPhone 6s på tre dage. Den 9. oktober kommer den til Danmark.
Den nye iPhone 6S sælger bedre end nogen anden Iphone.
Den nye iPhone 6S sælger bedre end nogen anden Iphone. Foto: Kiichiro Sato/AP


Den amerikanske elektronikgigant Apple har solgt 13 millioner eksemplarer af deres nye iPhone 6s og 6s Plus i den weekend, hvor telefonerne blev introduceret.

Dermed overgås rekordsalget fra den seneste iPhone-lancering, hvor Apple solgte 10 millioner eksemplarer af iPhone 6 den første weekend.

- Salget af iPhone 6s og iPhone 6s Plus har været fænomenalt og har blæst alle tidligere rekorder i debut-weekender væk, siger Tim Cook, topchef i Apple, i en pressemeddelelse.

Rekorden i denne weekend skal dog ses i lyset af, at der ikke blev solgt iPhones i Kina ved lanceringen sidste år.

Rekorden kommer heller ikke bag på hverken Apple selv eller analytikerne. Apple meddelte tidligere i september, at salget meget vel kunne slå rekorden fra sidste år, og for eksempel havde analytiker Gene Munster fra finanshuset Piper Jaffray ifølge Bloomberg News regnet med et salg på 12-13 millioner.

Den nye iPhone bliver tilgængelig i Danmark og mere end 40 andre lande fra den 9. oktober. I slutningen af 2015 vil den være tilgængelig i mere end 130 lande.

De nye egenskaber på iPhone 6s tæller blandet andet "3D Touch", som gør at man kan "smugkigge" på for eksempel en e-mail ved hjælp af trykke på skærmen med en bestemt kraft.

Smartphonen har desuden et 12-megapixel kamera og mulighed for at optage i formatet Ultra HD, der også er kendt som 4K.

Apples forretning er meget afhængig af iPhones, som udgør to tredjedele af Apples omsætning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.