Amnesty: Syrisk styre bruger gidsler som pengemaskine
Ifølge ny rapport fra Amnesty International har det syriske styre bortført og torteret 65.000 gidsler.


Op mod 65.000 civile syrere er forsvundet og taget som gidsler af det syriske styre.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Amnesty International.

Rapporten, som offentliggøres torsdag, fortæller videre, hvordan det syriske styre benytter sig af de store løsesummer fra gidslernes pårørende til at finansiere præsident Bashar al-Assads hær.

- Bortførelserne er en del af en omhyggeligt orkestreret kampagne med det formål at knuse selv det mindste oprør over hele landet, siger Philip Luther, programdirektør for Amnesty Internationals arbejde i Mellemøsten.

Derfor er det typisk demonstranter, menneskerettighedsaktivister, journalister og læger, der forsvinder.

Det Syriske Netværk for Menneskerettigheder har dokumenteret, at 65.000 syrere er forsvundet, siden krigen brød ud i 2011.

På baggrund af civiles vidnesbyrd og en kortlægning af det sorte marked redegør Amnesty nu for, at disse menneskers forsvinden er omhyggeligt planlagt.

- Regimets bortførelser er en del af et koldt og nøje planlagt angreb på den civile befolkning, siger Philip Luther.

Han beretter også om, hvordan de forsvundne civile havner i overbefolkede fængsler under horrible forhold, fuldstændig afskåret fra omverdenen. Mange dør af sygdom og tortur.

En syrisk menneskerettighedsaktivist siger til Amnesty International, at de tilfangetagne syrere nu betyder så meget for landets økonomi, at løsesummerne er blevet en indtægtskilde, som styret er blevet afhængig af.

En række lande og også FN har fordømt de mange bortførelser.

Men der skal meget mere end bare ord til, mener Amnesty International.

- Ord uden handling hjælper ikke ofrene for bortførelserne. FN's Sikkerhedsråd må hurtigst muligt indbringe situationen i Syrien for Krigsforbryderdomstolen, siger Philip Luther.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.