Amnesty kritiserer Tyrkiets flygtningehåndtering
En rapport fra Amnesty International siger, at Tyrkiet gentagne gange har tilbageholdt flygtninge og tævet dem
Det er krigshandlinger som dem i baggrunden af billedet, som er årsagen til, at mange syrere flygter til Tyrkiet.
Det er krigshandlinger som dem i baggrunden af billedet, som er årsagen til, at mange syrere flygter til Tyrkiet. Foto: Jacob Simkin/ZUMAPRESS.COM


For nogle uger siden bevilgede EU tre milliarder euro til Tyrkiet. Penge skal gå til at forbedre forholdene for de mange flygtninge i landet, men Amnesty International mener, at EU bør tilbageholde pengene indtil videre.

Det sker på baggrund af en rapport om Tyrkiets håndtering af flygtningesituationen, som Amnesty har udarbejdet.

Den siger, at siden september er flere flygtninge blevet taget til fange af de tyrkiske myndigheder og transporteret mere end 1000 kilometer væk.

Ifølge rapporten er nogle af dem blevet lagt i lænker og nægtet kommunikation med omverdenen. Nogle er desuden blevet tævet, inden de er sendt tilbage til de lande, de flygtede fra.

- Vi har dokumenteret tilfældige tilbageholdelser af nogle af de mest sårbare mennesker på tyrkisk jord.

- At presse flygtninge og asylansøgere til at vende tilbage til lande som Syrien og Irak kan ikke forsvares, men det er også et brud på internationale regler, siger John Dalhuisen, der er Amnestys direktør for Europa og Centralasien, i en pressemeddelelse.

Amnesty International frygter, at pengene fra EU vil blive brugt til at bygge modtagelsescentre, hvorfra flygtninge vil blive presset til at vende tilbage til de lande, de kommer fra.

En del af formålet med EU-støtten er netop at begrænse flygtningestrømmen fra Mellemøsten til Europa.

Det anslås, at der i Tyrkiet befinder sig 2,2 millioner registrerede flygtninge fra Syrien og 230.000 fra andre lande.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.