Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International kalder en kommende retssag om tortur mod irakiske soldater for afgørende vigtig. Den skal trække tydelige streger i sandet for, hvordan danske soldater skal opføre sig i krig.
- Det allervigtigste ved retssagen er at sikre, at fremtidige danske missioner ikke slingrer, så danske soldater skalter og valter, siger juridisk konsulent i Amnesty, Claus Juul.
- Fremover skal de være helt klar over, hvordan de forhindrer, at vi bliver medskyldige eller medvirkende i krænkelser af menneskerettighederne.
Han er glad for, at Forsvarsministeriet nu har besluttet sig for ikke at kære en nylig afgørelse fra landsretten.
Her sagde retten, at et civilt søgsmål fra 23 irakere, der mener sig udsat for tortur med danske soldaters indirekte bistand, ikke er forældet. Det har Forsvarsministeriet ellers længe påstået.
- Nu er regeringen og Forsvarsministeriet endelig ovre alle sine krumspring og forsøgene på at dække sig bag formaliteter, så vi kan prøve at finde sandheden frem, siger Claus Juul.
- Det vil også klæde Danmark, der jo hvert år er pennefører i FN for resolutionsforslag om bekæmpelse af tortur, at vi ikke selv lægger hindringer i vejen i en sag som denne.
Han mener, at en retssag giver muligheder for at komme så tæt på som muligt på sagens kerne.
- Selv om en snorlige sandhed nok aldrig helt kommer frem, kan vi blive klarere på, hvordan danske soldater skal forholde sig, når de har kontrollen med et område, siger han.
- Står vi i nogensinde i samme situation, så må de ikke være i tvivl om, at de ikke kan overgive fanger til de stedlige myndigheder, hvis der er risiko for tortur. Overværer de, at folk bliver mishandlede, så skal de desuden gribe ind, siger Claus Juul.
/ritzau/