Der har været godt gang i diskussionslysten på facebook, efter Avisen.dk i går viderebragte et surt opstød fra Simon Emil Ammitzbøll.
LA-politikeren kaldte det "for godt gammeldags hykleri", at mange danskere på facebook har kritiseret søndagens indsamling til syriske krigsofre og hellere så en indsamling til støtte for hjemløse i Danmark.
Han tvivler nemlig på, at mange af kritikerne selv har haft pungen oppe af lommen for at støtte hjemløse og andre udsatte i Danmark.
Opdateringen har fået brugerne til tasterne på Avisen.dk's facebookside og afstedkommet over 300 kommentarer i løbet af i går og i dag.
Mange vender kritikken lige tilbage mod Simon Emil Ammitzbøll selv.
For eksempel skriver Carsten:
"Nu er det sådan at tyv tror hver mand stjæler, jeg ved at kunne man betale særskilt 1000 kr om måneden ekstra i skat øremærket bare til vores ældre mennesker, så ville mange gøre dette, så prøv ar se verden ud over dine egne briller TAK"
Han bliver bakket op af Lasse:
"PRØV at lave et storstilet tv-projekt om at støtte de svage i samfundet - de hjemløse... Så er jeg sikker på der også nok skal komme penge i kassen.... Men sjovt nok er der bare ikke samme opmærksomhed omkring vores egne..."
Men der er også dem, der mener, LA-politikeren har fat i den rigtige ende.
"Jeg tror han har en pointe. Har samme mistanke. Wow tænk at jeg har noget tilfælles med den mand. Dog er det en privat sag hvad man vælger at støtte. Håber jeg (og Simon Emil) har uret, men jeg tvivler," skriver Trine.
Charlotte stemmer i:
"For en gang skyld har han ret! Men støtten til fattige danskere skal jo helst heller ikke handle om indsamlinger m.v. Men om at vi lever i et velfærdssamfund, der burde kunne løfte opgaven, da velfærd jo skal være for alle!!! Så her snakker vi politik, mens vi i fht flygtningen snakker overlevelse."
Avisen.dk har i en afstemning spurgt læsene, om de gav penge til indsamlingen søndag. 35 procent har svaret, at de kun støtter organisationer, der hjælper svage danskere. 29 procent har svaret at de både støtter flygtninge og de danskere, der har det svært. 20 procent har svaret "Ja, lige nu er det flygtningene, der har aller mest brug for hjælp".