Amin Skov får højere erstatning: "Lidt latterligt"
Forpagteren af Vejlegården Amin Skov, får højere erstatning for den frafaldne sigtelse for at have sat ild på sin egen restaurant.
Politiet måtte frafalde en sigtelse af Amin Skov for brandstiftelse. Han får nu tilkendt en lidt højere erstatning.
Politiet måtte frafalde en sigtelse af Amin Skov for brandstiftelse. Han får nu tilkendt en lidt højere erstatning. Foto: Torkil Andersen, Scanpix/arkiv


Den tidligere forpagter af restaurant Vejlegården, Amin Skov, har fået tilkendt højere erstatning for den frafaldne sigtelse for brandstiftelse af sin egen restaurant. Det fortæller TV SYD fredag.

Amin Skov har fået tilkendt 6.200 kr. mere i erstatning. Den samlede erstatning løber dermed op i 20.000 kr.

Forpagteren, der var hovedperson i den langvarige faglige konflikt med 3F, havde krævet et millionbeløb i erstatning.

- Det forhøjede beløb er lidt latterligt, når man tænker på de store personlige konsekvenser, som konflikten og sigtelsen har haft, siger han til TV SYD.

Amin Skov blev sigtet for selv at have sat ild til Vejlegården. Han blev slået ned, og der var forsøgt at sætte ild til flere steder.

Efter flere måneders efterforskning blev sigtelsen mod Amin Skov frafaldet.

Han er efter branden og konflikten med 3F gået konkurs. Restauranten blev i en periode videreført af en støtteforening og hans hustru, men er i dag købt af andre.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.