Amerikansktrænede oprørere giver udstyr til Nusra-fronten
Køretøjer og ammunition stammer fra den internationale koalition, der kæmper mod ekstremister i Syrien.
På billedet ses angiveligt folk fra Nusra-fronten i kamp med den syriske regeringshær. Arkivfoto
På billedet ses angiveligt folk fra Nusra-fronten i kamp med den syriske regeringshær. Arkivfoto Foto: Uncredited/AP


Syriske oprørsstyrker, der er blevet trænet af amerikanere, har overgivet militært udstyr til Nusra-fronten, oplyser USA's militær.

Det drejer sig om seks pickuptrucks og ammunition, som den USA-ledede koalition i Syrien har leveret til syrerne.

Nusra-fronten er al-Qaeda-terrornetværkets gren i Syrien.

- Hvis det er korrekt, så er forlydenderne om, at oprørsstyrkerne har givet udstyr til Nusra-fronten meget bekymrende og i strid med træningsprogrammets retningslinjer, siger Patrick Ryder, talsmand for USA's Central Command, i en meddelelse.

Ifølge samme meddelelse gav styrkerne udstyret til Nusra-fronten, så de kunne komme sikkert igennem et område, der kontrolleres af Nusra-fronten.

Køretøjerne og ammunitionen blev angiveligt leveret til en mellemmand 21. eller 22. september.

USA fik kendskab til episoden fredag ifølge Patrick Ryder. Han havde tidligere på dagen ellers oplyst, at alle våben og alt udstyr, som oprørsstyrkerne har fået stillet til rådighed, var under kontrol.

Det udstyr, som Nusra-fronten nu er i besiddelse af, står for cirka en fjerdedel af alt det udstyr, som koalitionen har forsynet oprørerne med.

- Vi bruger alle de midler, vi har til rådighed, for at finde ud af, hvad der er sket og finde frem til en hensigtsmæssig reaktion, siger Patrick Ryder.

Den amerikanske hær påbegyndte i maj optræningen af 5400 syriske oprørere.

Det blev på det tidspunkt set som præsident Barack Obamas plan om at få lokale partnere, der kan bekæmpe Islamisk Stat, og som samtidig sikrer, at USA ikke presses til at indsætte amerikanske kampsoldater i Syrien.

Programmet til 500 millioner dollar, som drives med udgangspunkt i Tyrkiet, har været ramt af flere uheld, og en snes oprørere, der har været tilsluttet den ene enhed, er enten dræbt eller blevet bortført af Nusra-fronten.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.