Amerikanske våben havnet hos al-Qaeda-gruppe
Flere moderate oprørsgrupper har overgivet sig til Jabhat al-Nusra og blandt andet mistet tunge våben.
Flere af de militante grupper, som Vesten gerne ser besejret i Syrien, gør i stedet fremskridt. Arkivfoto.
Flere af de militante grupper, som Vesten gerne ser besejret i Syrien, gør i stedet fremskridt. Arkivfoto. Foto: /AP


To syriske oprørsgrupper, som begge har modtaget våben fra USA, har overgivet sig til den militante bevægelse Jabhat al-Nusra, som er al-Qaedas forlængede arm i Syrien.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge flere nyhedsbureauer.

De to grupper, Harakat Hazm og Syriens Revolutionære Front (SRF), har det seneste halve år fået våben fra USA og flere andre lande til at bruge i krigen mod Bashar al-Assads regeringshær og Islamisk Stat.

De har blandt andet fået tunge våben som eksempelvis Grad- og Tow-raketter, og det frygtes nu, at disse er havnet i hænderne på Jabhat al-Nusra, der også kaldes al-Nusra-fronten.

Lørdag aften overgav Harakat Hazm både sine militærforlægninger og våbenlagre i byen Khan al-Subul til al-Nusra-fronten, som stormede flere landsbyer i Idlib-provinsen.

Ifølge øjenvidner skete dette, uden at der blev affyret et eneste skud, og flere at krigerne i Harakat Hazm skal have tilsluttet sig fjenden.

Samme skæbne overgik søndag byen Deir Sinbal, hvor SRF havde sit hovedkvarter. SRF har tidligere mistet kontrollen over andre områder til al-Nusra og har nu overgivet sig helt, forlyder det.

- De er helt færdige. Al-Nusra-fronten har drevet dem ud af de områder, som de kontrollerede i både Idlib og Hama, siger Syrien-analytiker Aymen al-Tammimi ifølge den britiske avis The Daily Telegraph.

De to oprørsgruppers nederlag har alvorligt svækket de mere moderate kræfter blandt oprørerne i Syrien. Grupper, som Vesten har trænet og bevæbnet i et forsøg på at vælte præsident Assad.

Flere af krigerne i Jabhat al-Nusra har i løbet af weekenden skrevet triumferende opdateringer på Twitter, om hvordan de har skaffet sig panserbrydende, amerikanske Tow-raketter.

/ritzau/NTB




Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.